Grønt lys for overenskomstforhandlingerne

Forhandlingerne om lærernes arbejdstid blokerer ikke længere for alle de andre

D 23. januar 2018

af Mikkel Hvid, Kommunikationschef
OK18

Der er nu så meget fremdrift i forhandlingerne om lærernes arbejdstid på det kommunale område, at de centrale forhandlinger i både kommunerne og på statens område kan gå i gang.

Det fortæller formanden for Frie Skolers Lærerforening, Uffe Rostrup:

»De forhandler på folkeskolens område, og de seneste dage har vi på statens område oplevet en svag fremdrift. Der er endnu ikke tale om egentlige forhandlinger i staten, men tidspunktet, hvor vi udveksler papirer hen over bordet, ligger forhåbentligt ikke så langt ude i fremtiden. På den baggrund vil vi ikke længere bremse forhandlingerne på de andre områder«, siger Uffe Rostrup.

Fagbevægelsen indgik inden overenskomstforhandlingerne en musketered, som betød, at de andre områder nægtede at forhandle, før der var reelle forhandlingerne om lærernes arbejdstid. Og nu er der altså bevægelse nok til, at lærerne siger go på både statens og kommunernes område. Dog med den væsentlige tilføjelse, at forhandlingerne skal foregå sideløbende med forhandlingerne om lærernes arbejdstid.  

Så parterne mødes og forhandler videre sideløbende med de centrale forhandlinger om en overenskomst for staten og kommunerne.

Og det er der brug for. For selv om der bliver reelle forhandlinger på vores område om lærernes arbejdstid, er der et godt stykke vej til en aftale:

»Vi er ikke en gang helt enige om, at vi kan forhandle  en aftale. Og vi er endnu meget langt fra en egentlig aftale«, siger Uffe Rostrup.

Det betyder også, at hvis partere ikke er enige om en arbejdstidsaftale, den dag de centrale forhandlinger bliver færdige, vil lærernes arbejdstid stadig blokere for det samlede overenskomstresultat:

»Vi skal have en aftale om vores arbejdstid – ellers er der ingen overenskomst«.   

Omvendt mener Uffe Rostrup, at det ville være underligt, hvis parterne ikke kan blive enige:

»Nu er vi i gang, og så må det også være muligt at finde en aftale. Moderniseringsstyrelsen gentager, at lærerarbejdet ikke er noget særligt – det er at sammenligne med alt andet arbejde. Hvis det er korrekt, kan det vel heller ikke være så svært at finde en forhandlet løsning«, siger han.

Forhandlingerne om lærernes arbejdstid fortsætter på det statslige område torsdag.

deltag i debatten