Forligsmanden udsætter konflikten i to uger

Både strejken og lockouten er udsat

D 28. marts 2018

af Mikkel Hvid, Kommunikationschef
OK18

 

Forligsmand Mette Christensen udsatte onsdag de varslede konflikter med to uger. Da en konflikt først kan indledes på femtedagen efter de to ugers udsættelse, betyder det, at en eventuel strejke kan begynde den 22. april, mens lockouten kan begynde den 28. april. 

Men hvis Mette Christensen i løbet af de kommende uger opgiver at forlige parterne, vil konflikterne begynde på femtedagen efter, at hun meddeler, at hun har givet op. 

Det er dog fortsat også muligt, at parterne finder en løsning, så konflikterne bliver aflyst. Og forligsmanden har mulighed for senere at udsætte konflikterne med to uger. 

Udsættelsen glæder formanden for Frie  Skolers Lærerforening, Uffe Rostrup: 

»Det styrker håbet om, at vi kan finde en forhandlet løsning i stedet for en konflikt efterfulgt af et regeringsindgreb. Og forhandlede løsninger er bedre«, siger han. 

Uffe Rostrup mener dog, at man skal passe på ikke at undervurdere de problemer, som stadig ligger på forhandlingsbordet:

»Innovationsminister Sophie Løhde (V) gav efter dagens forhandlinger udtryk for, at forskellene og problemerne er små. Det er godt, at ministeren er optimist. Jeg ser måske ikke helt så lyst på det hele. Spørgsmålene om lærernes arbejdstidsaftale og akademikernes frokostpause kan godt blive svære at løse«, siger han.

På trods af udsættelsen fortsætter forhandlingerne i forligsinstitutionen lørdag, denne gang om lærernes arbejdstid. 

deltag i debatten