Forhandlingerne skal i gang nu!

Et blogindlæg af FSL-formand Uffe Rostrup

D 16. februar 2018

OK18
Debat
Uffes uforbeholdne

Så er man kommet over tænkepausen i overenskomstforhandlingerne på det kommunale område. Arbejdsgiverne i både staten og kommunerne afbrød for nylig overenskomstforhandlingerne og udbad sig en tænkepause, men nu har de kommunale arbejdsgivere meldt sig klar igen. Således er der aftalt forhandlinger om det samlede forlig i kommunerne hen over weekenden. Hvor er det glædeligt. Endelig sker der noget igen. Det er svære forhandlinger, som venter, og derfor er det ikke pauser, afbrud og lure-passeri, vi har brug for. Der er brug for forhandlinger.

Men hvad så med vores forhandlinger i staten? Hvorfor kommer de ikke i gang? Vi har samme deadline. Vores forhandlingsfællesskab er klar. Men hvor er ministeren og Finansministeriet? Vi ved det reelt ikke.

Derfor står vi nu i den aparte og usædvanlige situation, at der på det kommunale område indledes forhandlinger om rammen – altså om, hvor stor en pulje penge, der er til lønudvikling, de forskellige krav osv. – men den diskussion er stadig ikke i gang på statens område. Og det er usædvanligt, idet kommunerne normalt aldrig kan afslutte forhandlinger om rammen uden at skæve til den ramme, der er aftalt i staten. Men måske er det i kommunerne, at der er en forståelse for, at der skal landes aftaler denne gang. Det ville være dejligt, hvis kommunerne kunne vise vejen.

I mellemtiden venter vi så på, at statens topforhandlere, Sophie Løhde og kompagni, får taget sig sammen til igen at sætte sig ved forhandlingsbordet – der, hvor løsningerne skal findes. Vi føler os ikke under et så voldsomt tidspres, at vi er parate til at jappe en løsning igennem. På ingen måde. Men det er store udfordringer, der ligger på bordet, så vi skal i gang nu, og det vil klæde Finansministeriet at sørge for, at rammeforhandlingerne kommer til i det mindste at foregå sideløbende med forhandlingerne i kommunerne.

deltag i debatten