Foreningens nytårsforsæt: Kampagnen for en fair lærerløn fortsætter!
Det er nærmest et grundvilkår, at vi ved nytårstide gør status over det forløbne år, og måske stiller vi os nye mål for det kommende år. Personligt har jeg ligesom 50 procent af den danske befolkning et nytårsforsæt om mere motion og en ikke ubetydelig reduktion af kropsvægten som standardforsæt – men i år skal det være ;-)
Vi har også en række forsæt i foreningen, som måske er betydelig mere interessante og forhåbentlig markant bedre funderet end mine gentagne personlige fiaskoer i forhold til ovenstående.
Vi har indledt en lønkampagne, som vi agter at fortsætte ufortrødent i det nye år.
Vi er blevet beskyldt for at være meget fagforeningsagtige i vores kamp for mere i løn. Det mener jeg egentlig ikke, at der er noget skidt ved at være – hvad skal vi ellers være? Ligeglade? Forstående?
Nej, det er helt legitimt, at vi forfølger et mål om højere løn på det frie skoleområde, og det er helt legitimt, at vi også forsøger at gå utraditionelle veje for at få mere i løn.
Det er værd at huske på, at vi i 1999 i gennemsnit fik fuldstændig den samme løn, som lærerne i folkeskolen. Siden har vi fået et statsligt lønsystem, som på ingen måde dur, og som vi arbejder, det bedste vi har lært, for at forandre. Men det ændrer ikke på, at det faktisk er fuldstændigt fair, at vi som lærere på de frie skoler har en løn, som mindst skal stå mål med folkeskolelærernes løn.
Og vi bliver bekræftet af, at vi oplever, at der er god forståelse blandt tillidsrepræsentanter og medlemmer for vores lønprojekt.
Lønkampagnen er bare et af vores nytårsforsæt. Der er masser af andre forsæt i foreningen, men dem vil jeg løbende vende tilbage til.
Rigtigt godt nytår til jer alle sammen.