Fællesskab og omsorg på afstand

Et blogindlæg af næstformanden for Frie Skolers Lærerforening Monica Lendal Jørgensen om den aktuelle corona-situation.

D 30. marts 2020

af Monica Lendal Jørgensen, Næstformand for FSL
Debat
Corona
Monicas mening

Jeg kender en særlig dreng, som har brug for støtte til at gå i skole. Han har sin egen ekstra lærer i nogle timer om ugen, fordi han ikke er helt som de andre i klassen. Han synes, at det er rigtig dejligt, at han nu kan sidde derhjemme og arbejde med matematik og naturfag uden at skulle bekymre sig om, hvad resten af klassen laver. Han har forældre, som også er hjemme for øjeblikket, og de hjælper ham rigtig meget. Han savner de to kammerater, som han plejer at lege med, men det der med skole derhjemme fungerer faktisk rigtig fint. Han er heldig, for i en anden familiesituation, ville han måske ikke klare det så godt. 

Jo længere tid skolen er lukket, jo vigtigere bliver det at tage hånd om de sårbare børn og unge.

Undervisningsminister Pernille Rosenkrantz-Theil (S) har meldt ud, at hun mener, at lærerne skal kontakte sårbare elever og familier dagligt. Udmeldingen kommer på baggrund af en voksende bekymring blandt skoleledere, lærere og forskere. I forbindelse med lockouten af lærerne i 2013 viste det sig nemlig efterfølgende, at de elever, der tabte mest i skolelukningsperioden, var de sårbare børn og unge. Det er selvfølgelig ikke overraskende, og nogle eksperter mener, at tabet dengang svarede til det tab af indlæring, som sker hen over en sommerferie, hvor det også er velkendt, at de udsatte og sårbare elever har mest at indhente, når de vender tilbage.

Jeg synes, at der i ministerens udmelding ligger en klar anerkendelse af sammenhængen mellem fællesskabet i skolen og muligheden for at få udbytte af undervisningen. Og i en situation, hvor undervisningen foregår på nye måder, hvor opgaver skal afleveres digitalt, og hvor eleverne kan skrue ned eller helt slukke for læreren, så bliver det ikke nemmere af, at man er isoleret hjemme.

Statsministeren meldte i sidste uge tilsvarende klart ud, at nu skulle vi også tænke på den mentale sundhed. Vi skal huske at kontakte de familiemedlemmer og venner, som er syge, som måske er smittede, eller som bare er i en risikogruppe, så de ikke kan mødes med andre.

I et eller andet omfang ligner børnene og de unge, der er sendt hjem fra skole, faktisk disse udsatte ældre og syge. De bliver også ensomme og ængstelige. De spørger også sig selv, hvor længe det her skal stå på, og hvornår de må se deres venner igen. De fleste synes ikke, det er fantastisk at gå hjemme med mor eller far i ugevis, og for de udsatte familier er det en helt særlig udfordring. For nogle elever er skolen et frikvarter fra en svær familiesituation, og det bliver vi nødt til at erkende som skoler og som lærere.

Som lærere og børnehaveklasseledere på de frie skoler gør I en kæmpeindsats for at undervise eleverne i en tid med svære vilkår. Jeg synes virkelig, at I fortjener ros for jeres engagement og ansvarlighed i forhold til at få undervisningen til at fungere og samtidig passe på eleverne og skolerne. På masser af skoler er der fine eksempler på, hvordan man får både undervisningen og fællesskabet opretholdt, mens vi venter på, at skolen åbner igen. Mange skoler er rigtig gode til at lave sociale arrangementer i det virtuelle rum. Morgensamling og morgensang kører på nettet, og den fysiske træning foregår foran skærmen. På en række skoler ringer lærerne til elever og forældre, ligesom der er oprettet nødpasning for de elever, som har brug for det.

Nogle lærere og skoler er rigtig flittige til at dele deres initiativer, og jeg vil gerne opfordre alle til at dele de gode idéer med kollegerne – både på skolen og i de netværk, som lærerne ellers deler. Hvad gør I for at fastholde klassefællesskabet? Hvordan løser I udfordringen med de sårbare elever? Hvordan giver I eleverne og forældrene mulighed for at få den fortrolige samtale med læreren, som der kan være brug for? Kan man skrive? Må man ringe? Og hvordan samarbejder I på skolen om at få en skolehverdag til at fungere på afstand?

Vi ved ikke, hvor længe det skal vare, og for hver uge, der går, bliver det lidt vanskeligere for både ledere og lærere at opretholde gejsten og udvikle den midlertidige skole på afstand. Vi skal selvfølgelig sørge for, at eleverne kan lære noget, men jeg synes, at det er endnu vigtigere, at vi finder ud af, hvordan vi giver omsorg på afstand. Vi vil simpelt hen ikke finde os i, at de svageste skal betale den højeste pris.

Derfor er det helt nødvendigt, at skolens ledelse og lærerne drøfter, hvordan vi kan holde hånden under alle børn og unge i den nuværende situation. Måske skal nødpasningen være mere inviterende og endda insistere på, at nogle elever bruger den. Måske skal skolens ledelse melde klart ud, hvordan eleverne kommer i kontakt med skolen og lærerne. Måske skal vi gentage den gamle grundregel, der siger, at alle børn skal have mindst en voksen på skolen, som de altid kan komme til.

Det er vigtigt, at eleverne ikke går i stå i deres faglige udvikling, men mindst lige så vigtigt er det, at fællesskaberne kan opretholdes, og at de sårbare børn og unge får den støtte, som de har brug for. Held og lykke med den kommende skoleuge – børnehaveklasseledere og lærere gør en fantastisk indsats for de meget forskellige børn og unge, som går på frie grundskoler og efterskoler.

deltag i debatten