Endelig …. en aftale i kommunerne

Et blogindlæg af formanden for Frie Skolers Lærerforening Uffe Rostrup

D 25. april 2018

af Uffe Rostrup, Formand for FSL
OK18
Debat
Uffes uforbeholdne

Så er det officielt. Der er landet en overenskomstaftale for alle de kommunalt ansatte – og stort tillykke til dem.

Det er glædeligt, at det kæmpepres, som både tidsfaktoren og det store sammenhold i fagbevægelsen har skabt, har gjort det muligt at sikre en aftale. Aftalen er på nogle område ret god, på andre lader den noget tilbage at ønske.

Når det kommer til lærernes arbejdstid, så er det ikke lykkedes at lave en ny arbejdstidsaftale – det har ganske enkelt været for svært. Det er virkeligt ærgerligt, for det havde vi alle sat næsen op efter.

I stedet har parterne lavet en aftale om, at lærerne i folkeskolen fortsat skal leve med lov 409. Men parterne har skitseret et forpligtende periodeforhandlingsprojekt, hvor de med en neutral opmand i spidsen skal afdække de udfordringer, der er med arbejdstidens indretning. Herudover skitseres et samarbejdsprojekt, hvor der tages udgangspunkt i, at der skal skabes en god folkeskole. Periodeforhandlingsprojektet skal som nævnt afdække forholdene i folkeskolen, men det skal samtidig udvikle løsningsmuligheder, som kan implementeres i overenskomsten i 2021.

På arbejdstiden nåede de kommunale forhandlere ikke frem til en ny aftale. Med den forpligtende periodeforhandling har man imidlertid forsøgt at genoprette tilliden mellem parterne, og man har sat sig et fælles mål om, at der i 2021 skal søges fælles løsninger på de udfordringer, som man i fællesskab har konstateret omkring arbejdstiden. Skal man tro de to chefkombattanter – Michael Ziegler og Anders Bondo Christensen – så er der grundlag for et frugtbart samarbejde. Aftalen bygger på tillid, og den mener de tilsyneladende er reetableret.

Der er ingen tvivl om, at resultatet havde været langt bedre, hvis det var blevet til en rigtig arbejdstidsaftale. Det tror jeg, er åbenlyst for os alle.

Når det kommer til den betalte frokost, har man i kommunerne lavet en løsning, hvor det skrives ind, at AC-grupperne frem over har ret til betalt spisepause. Herudover er parterne enige om en formulering for FTF-grupperne (altså blandt andet lærerne), som efter vores opfattelse sikrer, at  disse grupper også har ret til betalt frokost, såfremt de står til rådighed. Denne opfattelse skal udfordres for, at det ikke er sådan. Lærerne i kommunerne har således fortsat ret til betalt frokost, såfremt de står til rådighed for skolen i denne pause.

Dermed bilægges den knast i forhandlingen, som sammen med lærernes arbejdstid har været allersværest at løse ved disse overenskomstforhandlinger, og den knast, som momentant fik musketereden til at slå revner. Det er ikke slet ikke så ringe endda.

Og så er der lønnen. Rammen blev på 8,1 %, og selvom der er en temmelig skæv udmøntningsprofil (de største lønstigninger kommer i den sidste del af OK-perioden), så er det en sejr. Vi havde stillet krav om en ramme på 8,17 %, og kommunerne ender på 8,1 % - det er ret godt gået.

Ud over de tre store knaster, som nu er ryddet af vejen med det endelige forlig, så er det heller ikke uvæsentligt, at en forligsindgåelse også åbner for muligheden for organisationsforhandlinger. Det betyder, at de krav, som er rettet mod de enkelte områder i kommunerne, kan forhandles efterfølgende. Det er yderst positivt. Der er faktisk også i forliget afsat 0,35 % til disse forhandlinger.

Og så er det helt store spørgsmål: Hvilken betydning har forliget for os på de frie skoler? Svaret er: alt og ingenting.

Der er fortsat ikke landet en aftale i staten, hvor de frie skoler hører til, og derfor er aftalen ikke vores aftale. På den anden side så udstikker forliget en klar retning for, hvad der kan lade sig gøre og ikke kan. Således vil det være naivt at forestille sig, at vi pludselig forhandler en rigtig aftale på plads om lærerarbejdstiden.

Der er ingen tvivl om, at forliget lægger et massivt pres på forhandlingerne i staten. Det virker mærkeligt, hvis man kan komme i mål i både kommuner og regioner men ikke i staten. Og hvis det lykkes at nå til enighed i staten, så må vi forvente, en del kalkering af det netop indgåede forlig i kommuner og regioner – og måske lykkes det. Hvis det lykkes, så kan det faktisk også være, at vi får en mulighed for at komme til bordet og forhandle ny løn og alle de andre ting, som vi har liggende ved organisationsbordet – ligesom med den kommunale aftale. Og det er ikke uvæsentligt for os. For det er ved organisationsforhandlingerne, at vores hovedkrav om bedre forhold for den lokale lønudvikling skal forhandles.

deltag i debatten