En for alle og alle for ….LO?
Puhhh en mavepuster at stå op til på en ellers fin tirsdag morgen. LO-grupperne i regionerne indgik et delforlig udelukkende om løn. Intet om lærerarbejdstid. Intet om betalt frokostpause. De tog ganske enkelt pengene og løb. Det forstår jeg godt …. altså, at de løber. Jeg er så ikke sikker på, at der rent faktisk er et sted, hvor de kan gemme sig. For faktum er, at da vi havde allermest brug for at fremstå som én sammentømret enhed, da stak LO-grupperne halen mellem benene og tog det eneste, som interesserede dem – pengene. Penge, som de kun har kunnet opnå ved hjælp af det det kæmpetryk, som ”En løsning for alle” har skabt.
Foran Forligsinstitutionen har der stået masser af HK’ere, masser af 3F’ere og masser af socialpædagoger…. Og hvis man skal tro Facebook og Twitter, så er de medlemmer, som aktivt har bakket op om og troet på kampagnen, ikke stolte af, at deres foreninger løber fra musketereden – for uanset, hvordan Dennis Kristensen vender dette, så er det det, der er sket.
Det vigtigste ved denne her overenskomstforhandling har været, at alle de andre grupper i den offentlige sektor har fået øjnene op for, hvad der sker med overenskomstsystemet på det offentlige område. De oplever det, som vi erfarede i 2013: at vi bliver udsat for politisk styring af overenskomsterne, og at de offentlige arbejdsgivere bruger forhandlingerne til at skabe et provenu, som kan anvendes til politiske projekter.
Jeg troede faktisk, at missionen om en fælles front mod arbejdsgivernes misbrug af overenskomstsystemet ville lykkes. Det virkede, som om vi denne gang havde fundet formlen på sammenhold. Det virkede, som om vi denne gang i fællesskab ville afvise arbejdsgivernes måde at forhandle på. Men alle har en pris. LO-gruppernes lå tilsyneladende omkring 8,1 %. At det så betyder, at lønrammen næppe kan forhandles eller flyttes af nogen andre – det har ikke vægtet så højt i overvejelserne!
Som man sikkert kan se af ovenstående, så er jeg frustreret og vred. Men for en gangs skyld er det desværre på mine kolleger i fagbevægelsen.
Men vi skal se fremad. Vi arbejder videre på at skabe et resultat, som tager udgangspunkt i respekten for de fagprofessionelle, som sikrer en lønudvikling, der modsvarer den private sektors, og som præciserer, at de offentligt ansatte har betalt frokostpause. Og selvom det ser svært ud, så kommer Frie Skolers Lærerforening ikke til at løbe fra den aftale, som vi indgik inden disse OK-forhandlinger. Der er ingen eller i hvert fald kun meget få lærere på de frie skoler, som synes, at det sjovt, at forhandlingerne risikerer at ende i en konflikt. Men vi har ikke stillet urimelige krav, og derfor står vi ved dem.
Jeg håber, at dette her mentale udfald fra vores fæller i LO, gør resten af musketerfællesskabet endnu stærkere. For det er netop nu, at vi skal være standhaftige, hvis vi skal have noget ud af forhandlingerne. Ender det i konflikt, så kan vi i det mindste vente spændt på, om regeringen tør lave endnu et ensidigt regeringsindgreb, som hverken tilgodeser lærernes arbejdstid eller den betalte frokostpause. Eller om de forsøger at tage hensyn til vores krav om ikke mindst ordentlighed i forhandlingerne.
