Efter finanslovsforslaget: Foren alle gode kræfter!
Den nye socialdemokratiske regering har netop præsenteret sit første finanslovsforslag. Og ordene om at Mette Frederiksen vil være børnenes statsminister, runger temmelig hult – for det er i så fald ikke de 120.000 børn, som går på fri grundskole.
I forslaget lægges der op til, at tilskuddet til de frie grundskoler fra 2021 sænkes fra 76 % til 71 % af den gennemsnitlige omkostning per folkeskoleelev. Det vil i runde tal koste de frie grundskoler 300 mio. kr. eller godt ½ mio. kr. i gennemsnit per skole. Eller en lærerstilling i gennemsnit på hver skole. Herudover ønsker regeringen at tilbageføre 75 mio. kr. til de frie grundskoler i yderkommuner, de frie skoler som ligger langt fra en folkeskole og til de skoler, som har en høj andel af socialt udfordrede elever.
I det meget omtalte forståelsespapir, som regeringen forfattede sammen med sine støttepartier, nævnes det eksplicit, at det skal undersøges, om det er muligt at indføre sociale taxametre på de frie skoler, men der står intet om, at der samtidig skal tages penge fra området.
I udgangspunktet har alle de andre politiske partier på Christiansborg da også taget afstand fra regeringens udmeldinger på dette punkt, men det er ikke det samme, som at det slet ikke bliver til noget. Under forhandlinger kan de mest utrolige ting ske.
Skulle regeringen få det, som den ønsker, så vil den muligvis opnå det diametralt modsatte af, hvad den højst sandsynligt ønsker.
Der er ingen tvivl om, at regeringen er meget optaget af, at vi på de frie skoler skal tage det samme sociale ansvar, som folkeskolen gør. Men hvis man samtidig forringer finansieringen, så er der reelt kun tre steder, hvor skolerne kan finde de penge:
1) De kan spare på antallet af lærere, da udgiften til lærernes løn er den suverænt største udgiftspost på skolernes budget. Under dette punkt kan forringede lønvilkår selvfølgelig også være en mulighed, da det tåbelige statslige lønsystem med lokale lønforhandlinger åbner for præcis den mulighed.
2) Man kan optage flere elever i klasserne og dermed øge indtægterne. Problemet er selvfølgelig de skoler i landsbyerne rundt omkring, som ikke har noget elevgrundlag at tage af. I byerne er problemet et andet. På mange byskoler er der ganske enkelt ikke plads til flere elever, og det er ikke nemt at få lov at bygge nyt. Dette tiltag vil ofte blive kombineret med besparelser på lærerlønkontoen og lærerstillingerne, og denne kombination fører til færre lærere og flere elever. Næppe opskriften på bedre skoler!
3) Sidst men ikke mindst kan skolerne hæve forældrebetalingen. Men regeringen ønsker, at de frie skoler skal tage flere socialt svage elever, og øget forældrebetaling bidrager næppe til dette, da prisen med statsgaranti vil stige de fleste steder. Til gengæld vil den sociale opdeling, som ikke er ret stor i dag, blive tydeligere.
Vi har i foreningen mange gange givet udtryk for, at vi meget gerne indgår i drøftelser om socialt taxameter på det frie skoleområde, men det skal ikke ske med henblik på at spare penge. En omfordeling af de penge, som er på det frie skoleområde, er svær i forvejen, og den skal ikke kompliceres yderligere af, at det også skal gøres til en spareøvelse.
Så det her er et rigtig dårligt forslag. Og derfor er det vigtigt, at alle med politiske kontakter ind i partierne på alle niveauer prøver at påvirke, sådan at vi får rullet de foreslåede besparelser tilbage, og sådan, at vi får et i hvert fald omkostningsneutralt udgangspunkt for drøftelserne af et eventuelt socialt taxameter på det frie skoleområde.