Der mangler lærere – og hvad gør vi så ved det?
Rektor på professionshøjskolen Absalon, Camilla Wang, efterlyser hjælp. I Politiken opfordrer hun Kommunernes Landsforening, Danmarks Lærerforening og andre gode kræfter til at etablere et nationalt partnerskab for at ”… styrke vigtigheden, fortællingen og hele positiviteten omkring det at være lærer”. Lærerfaget og -uddannelsen skal tales op.
Sorry – det får man ikke en bedre læreruddannelse af. Hvis vi vil gøre noget for søgningen på læreruddannelsen, må vi første finde ud af, hvorfor de unge ikke vælger uddannelsen.
Er det læreruddannelsen, der ikke er attraktiv, eller er det selve lærerfaget, som bare ikke i tilstrækkelig grad appellerer til de unge? Jeg tror ikke, at der er et enkelt svar på dette, men helt grundlæggende er der behov for at undersøge, hvad det er, der gør, at lærerfaget og -uddannelsen ikke kan tiltrække de unge.
Det er til gengæld nemt at konstatere, at de seneste års tumultariske tilstande i folkeskolen – med kamp om lærernes arbejdstid, en underfinansieret folkeskolereform og ministeriets forsøg på detailstyring helt ud i klasseværelset – i hvert fald ikke har gjort noget godt for folkeskolens og dermed lærerfagets image. Og når der så samtidig er en konstant diskussion om og kritik af læreruddannelsens kvalitet, mængden af undervisning og omfanget af praktik, jamen så er det ikke så underligt, at en stor del af de unge vælger lærervejen fra.
Vi får som lærerorganisationer ofte besked på, at nu må vi altså også være med til at tale folkeskolen og læreruddannelsen op. Det gør vi gerne. For folkeskolen er slet ikke så ringe, som nogen forsøger at gøre den til, og det samme gælder også for læreruddannelsen.
Men det er altså ikke nok at snakke. Der må snart noget handling til fra de ansvarlige politikere. De endeløse besparelser på skole- og uddannelsesområdet må stoppe. Alle ved vi jo godt, at vi i fremtiden skal leve af vores viden, og derfor er uddannelse den allervigtigste investering, vi kan foretage. Hvordan kan det være, at vi er det sidste land i Norden, som ikke har en femårig læreruddannelse? Hvordan kan det være, at kommunerne lukker de små folkeskoler, når de ved, at forældrene åbner en friskole efter sommerferien? Hvordan kan man være så bundnaiv at tro, at man kan lockoute lærerne for at få dem til at løbe hurtigere og bagefter forvente, at de skal arbejde loyalt for at få en underfinansieret reform til at fungere. En reform, som lærerne ikke havde indflydelse på og som aldrig havde været mulig uden at fratage lærerne deres arbejdstidsaftale.
Vi kan godt tale skolen op, men det starter altså et andet sted. Vi skal tilbage til overenskomstaftalte forhold for lærerne – både i folkeskolen og på de frie skoler, og det er der med den nedsatte kommission nu en enestående mulighed for. Vi skal have samarbejdet mellem lærer og lovgivere til at fungere langt bedre. Det nytter simpelthen ikke noget, at man ikke lytter til de fagprofessionelle og bruger deres kæmpestore viden, når der skal lovgives om skolen. Og så skal vi have en læreruddannelse, hvor man ikke stadigvæk af nogen betragtes som en halvstuderet seminarist, når man kommer ud derfra. Læreruddannelsen må ikke have karakter af en blindgyde, hvor man er stavnsbundet til sit fag, til man bliver pensioneret, og det skal også være slut med de tilbagevendende beretninger om studerende, som kan passe et fuldtidslærerjob ved siden af studiet eller færdiggør det på den halve tid.
Og hvorfor skal vi så overhovedet beskæftige os med dette i Frie Skolers Lærerforening? På de frie skoler er der jo netop ikke noget krav om en traditionel læreruddannelse, og det står skolerne frit for at ansætte lærere med fx en akademisk eller en erhvervsfaglig baggrund. Indtil videre har vi heller ikke konstateret den samme mangel på ansøgere til lærerstillingerne, som folkeskolen oplever.
Vi lavede i 2017 en undersøgelse af, hvor mange lærere på de frie skoler, der havde en læreruddannelse, og det viste sig ikke overraskende, at det har langt de fleste. Majoriteten har en læreruddannelse fra en professionshøjskole, præcis som lærerne i folkeskolen, og en gruppe har en læreruddannelse fra Den frie Lærerskole i Ollerup. Samlet set har omkring 80 % af lærerne i de frie skoler en læreruddannelse – hvilket svarer til situationen i folkeskolen lige nu. Vi er med andre ord i de frie skoler meget afhængige af, at der kommer veluddannede lærere ud fra læreruddannelserne, og at der er tilstrækkeligt mange af dem.
Den lærermangel, som opleves i folkeskolen, kan meget snart blive til en realitet også på de frie skoler, hvis der ikke bliver uddannet flere lærere. Derfor er folkeskolens udfordringer også vores udfordringer.