Den nye læreruddannelse ser rigtig lovende ud
Siden evalueringen af læreruddannelsen i 2018 har det stået klart, at læreruddannelsen skulle ændres radikalt. Kritikken var klar og massiv: Uddannelsen mangler undervisningstimer, faglig progression og sammenhæng mellem teori og praksis.
Og nu er den her så. Aftalen om reformen af læreruddannelsen.
Aftalepartierne (regeringen, Venstre, Radikale Venstre, Konservative, Dansk Folkeparti, SF, Enhedslisten og Alternativet) tager fat i de store udfordringer, og de fortjener ros for i høj grad at have inddraget og lyttet til læreruddannelsens interessenter og for at følge mange af de anbefalinger, som læreruddannelseskommissionen kom med.
Set fra min stol indeholder aftalen rigtig mange positive elementer og kun et par opmærksomhedspunkter.
Og helt overordnet er det enormt positivt, at der nu kommer et tiltrængt løft af læreruddannelsen. Det kan forhåbentlig sikre, at de studerende i større omfang gennemfører uddannelsen, og at nyuddannede lærere står bedre rustet til at varetage jobbet. Forhåbentlig vil flere studerende også blive tiltrukket af den nye, stærkere læreruddannelse.
Vi har ikke et uddannelseskrav på det frie skoleområde, men mange lærere på de frie skoler har en læreruddannelse i rygsækken. Derfor følger vi i Frie Skolers Lærerforening med stor interesse læreruddannelsens opbygning, indhold og stadige udvikling. Ikke alle udfordringer i forhold til praksischok, rekruttering og fastholdelse er løst med denne reform af læreruddannelsen, men det er et skridt i den rigtige retning.