Coronaen må ikke tage livet af fornuften og rummeligheden

Et blogindlæg af Uffe Rostrup, formand for Frie Skolers Lærerforening.

D 29. september 2020

Uffes uforbeholdne
Debat

Jeg er SÅ træt af corona. Det er du sikkert også. Ud over de helt åbenbare bekymringer, der er ved pandemien, så er der alle restriktionerne, og alle de ekstra ting, der hele tiden skal ordnes og holdes ved lige. Jeg savner at gå til koncert, at være til fest, at holde store familiesammenkomster, at gå ud og spise uden at blive smidt ud kl. 22.

Men det er bare sådan, det er lige nu – og nok i et stykke tid fremover.

På skolerne er man helt sikkert også trætte af situationen. Selvom undersøgelser viser, at lærerne er en af de mindst smittede erhvervsgrupper i samfundet, så deler corona vandene på både lærerværelser og i ledelserne på skolerne. Nogen synes, at vi godt kan slappe lidt af med alle de mange restriktioner, og tager måske derfor lidt løst på det hele. Andre er meget bekymrede og synes slet ikke, at vi gør nok for at forebygge smitte på skolerne.

Nogle lærere mener, at man bør bære mundbind i skolerne, andre mener, at de slet ikke virker.

Og de forskelle deler lærerværelserne og nok også ledelsesgangene.

Det synes jeg, er ærgerligt. Der skal være plads til alle, og vi står i en situation, hvor vi i stedet for at splitte skal stå sammen. For vi må erkende, at vi er bekymrede på forskellige niveauer. Der er såmænd ikke en gang grund til at motivforske i, hvorfor det forholder sig sådan. Vi skal have skolerne til at fungere bedst muligt med de mange forskellige mennesker, der er ansat, elever, forældre eller gæster.

Diskussionen om for eksempel brug af visir i undervisningen kan virkelig dele vandene. Men hvorfor egentlig? Hvis nogen føler sig mere sikre ved at bruge visir eller mundbind, så er det fint – det går næppe ud over undervisningens kvalitet. Og hvis ledelsen på en skole bestemmer sig for, at der skal bruges visir, så er der faktisk i øjeblikket belæg for dette – det er en ekstraordinær situation, som vi står i.

Men vi er alle trætte af situationen. Og når trætheden melder sig, risikerer vi, at tolerancen fordufter. Men lad det ikke ske. Lad os acceptere, at vi er forskellige, og at vi har brug for forskellige muligheder i hverdagen for at beskytte os mod corona.

Jeg håber, at vi fortsat kan fastholde tolerancen over for hinanden på skolerne. For vi er nødt til fortsat at bekæmpe virussen sammen.

deltag i debatten