Corona kan stadig skabe problemer, og det er vigtigt, at vi lokalt er vågne

'Monica mener' er formand for Frie Skolers Lærerforening Monica Lendal Jørgensens faste blogindlæg.

D 31. januar 2022

af Monica Lendal Jørgensen, Formand for Frie Skolers Lærerforening
Monicas mening
Corona

Fra i morgen – tirsdag den 1. februar 2022 – er corona ikke længere en samfundskritisk sygdom. Alligevel kan den godt skabe kritiske situationer på skolerne

Dilemmaet er til at få øje på. På den ene side er det fantastisk, at vi nu igen kan åbne landet og skolerne op. På den anden side ved vi godt, at det betyder, at smitten vil brede sig, og vi risikerer at tømme både klasselokaler og lærerværelser på skolerne.

Det er helt afgørende, at situationen på hver enkelt skole følges nøje, så ledelsen i samarbejde med arbejdsmiljørepræsentanten og tillidsrepræsentanten kan træffe de nødvendige beslutninger i tilfælde af, at smitten bliver så udbredt, at det er svært at gennemføre skoledagen og undervisningen på forsvarlig vis.

Det er rigtig træls at skulle være den der lyseslukker, som bliver bekymret midt i glæden over, at mundbind og coronapas forsvinder, og hjemmearbejdspladserne bliver ryddet, men der er faktisk på nogle områder grund til bekymring. Vi ser ifølge sundhedsmyndighederne ind i en periode, hvor smitten vil stige, og selv om de ansvarlige politikere har besluttet, at det gerne må ske, så kommer det ikke mindst på de frie skoler til at give udfordringer, hvis en stor del af eleverne og lærerne bliver syge på samme tid.

Grundskoler og efterskoler har været åbnet siden starten af januar, og på højskolerne har der været elever i 14 dage, så forskellen på sidste uge og næste uge er reelt, at resten af samfundet sættes helt fri af restriktioner.

Det er umuligt at sige, om det høje smittetryk, der har været på skolerne siden genåbningen, vil blive forværret, men når smittetrykket forventes at stige i hele samfundet, tænker jeg, at udfordringerne på skoler, hvor store dele af eleverne og lærerne er fraværende, i hvert fald ikke er overstået.

Endnu en gang vil jeg opfordre til, at der samarbejdes lokalt mellem ledelsen og lærernes repræsentanter for at finde de løsninger, som både tilgodeser elevernes undervisning og lærernes arbejdsvilkår. Og endnu en gang vil jeg opfordre til, at man lytter til både de bekymrede og de ubekymrede.

Corona har skabt problemer overalt, men vi må prøve at sikre, at det ikke bliver konfliktstof på lærerværelserne. Et godt samarbejde med respekt for alles synspunkter er nødvendigt. 

deltag i debatten