At finde fodfæste på havet

Nogle gange er syv minutters søvn lige præcis det, man har brug for. Og alt, hvad det kan blive til. Sådan var det for Henrik Lohmann en nat i august forrige sommer, da han sejlede alene på Nordsøen mellem Danmark og Norge.

Efter at have tilbragt en sommer med at sejle til Lofoten og opleve det ekstreme nord med både venner og familie, sejlede han alene det sidste stykke fra Bergen mod det nordlige Jylland.

En længere tur alene på en båd, hvor man i sagens natur ikke kan både sove og navigere på én gang.
Eller det vil sige, at Henrik Lohmann fandt frem til, at syv minutter lige præcis var den tid, han godt kunne tillade sig at lukke øjnene.
Når søvnmanglen blev for påtrængende, indstillede han æggeuret. Og når det ringede efter de syv minutter, så var han klar igen.

Det var barskt, men det var også en af den slags udfordringer, han holder af. På grund af tilfredsstillelsen ved at have gennemført noget, der på forhånd gjorde ham nervøs, og fordi det var i de omgivelser, hvor han har haft nogle af de største oplevelser i sit liv. Havet.
»Sådan nogle nætter vokser man sammen med det, og tiden forsvinder for én«, siger han.

Bredrøvet båd i baghaven 
Historien om turen til Lofoten er en blandt mange fortællinger en formiddag i Henrik Lohmanns stue i Hobro.
Gennem vinduerne er der udsigt til et fem meter højt telt bygget af tykke lægter og kraftige pressenninger, der blotter stævnen på Olga.

Olga er Henrik Lohmanns båd og med hans egne ord den ene af to kvinder i hans liv. Hende, som ligger ude under presenningen, er trukket på land for at få en bredere røv, som han siger.

Et par gange retter han sig selv og siger agter, men sætningen efter bliver agter igen til røv. Det er, som om det mindre pæne ord virker lidt pænere i Henrik Lohmanns mund.

Om det er de bløde nordjyske konsonanter eller den lidt underspillede facon, der gør det, er ikke helt til at regne ud, men hvad end det er, så virker det. Det er den facon, der har tilladt ham på et kredsseminar at true formand for Efterskoleforeningen Troels Borring med buksevand.

Ligesom deltagere på Frie Skolers Lærerforening (FSL) repræ- sentantskabsmøder vil kunne mindes, hvordan Henrik Lohmann har leveret argumenter og sandheder, som ville have lydt noget mere kantede, hvis ikke de var slebet til af den lune levering.

Skibstømreren gik på land
Han har været en fast del af repræ- sentantskabsmøderne, både i kraft af sin rolle som kredsbestyrelsesmedlem og som tillidsrepræsentant i en del af de 25 år, han har arbejdet på Nørbæk Efterskole.

Henrik Lohmann er uddannet skibstømrer, men kom ind i skoleverdenen, da han stoppede som bådbygger i Norge og flyttede tilbage til Danmark i starten af 90’erne.

Efterskolejobbet tiltalte ham, både fordi han har erfaringer og meninger om livet, som han gerne vil give videre, og på grund af fleksibiliteten.

Som når skemafri fredage har tilladt ham at køre fra Hobro til Egå torsdag eftermiddag, sejle ud på Kattegat, kaste anker og bruge et døgn alene med vand, musik og stilhed.

»Så er jeg tilbage fredag eftermiddag som den bedste og mest tilfredse husbond, jeg overhovedet kan være«.

Lys trods mørke
Familien, båden og også behovet for indimellem at kunne være alene er de temaer, som samtalen kredser om i det vinklede hus, som Henrik Lohmann selv har bygget ud i etaper.

Der er to globusser i stuen, og på vægge og kommoder er der billeder og artefakter fra både og fra rejser i hele verden.
En del af dem stammer fra en rejse i Caribien i 2001, hvor Henrik Lohmann og hans hustru og to døtre en hel vinter sejlede i det Caribiske Hav.

De overtog en båd i Trinidad & Tobago og sejlede så rundt i adskillige måneder, fiskede, dykkede og tog på eventyr.
Det var en skelsættende rejse, fordi de her realiserede en drøm, og den blev realiseret på et tidspunkt i livet, hvor det havde været svært overhovedet at drømme, endsige føre planer ud i livet.

For Henrik Lohmann og hans kone havde få år tidligere mistet deres fem måneder gamle datter.
Beslutningen om alligevel at tage af sted med deres dengang 4- og 11-årige døtre var en beslutning om at insistere på stadig at leve livet efter en periode, hvor det i de mørkeste øjeblikke kunne være svært at svare på hvorfor.

»Vi havde været ved at miste fodfæste. Og vi var nervøse for at forfølge den drøm, som vi havde haft. Men til sidst turde vi gøre det. Det var en rus at opleve, at det faktisk kunne lade sig gøre. Vi løftede os, børnene løftede sig, og vi løftede os som familie igen«.

Brug dit skrøbelige liv 
Derfor husker Henrik Lohmann 2001 som året, hvor det lykkedes at holde fast i livet og finde en måde at leve videre på i en ny virkelighed.

»Når man mister sit barn, så mister man også sin usårlighed.
Livet bliver sat i relief, og man bliver smerteligt bevidst om, hvor skrøbeligt det er. Og en bevidsthed om, at det er en gave, som man ikke må sløse væk«.

Den filosofi har han givet videre til sine nu voksne døtre. På bordet i stuen ligger af Skoleskibet Danmark, som han på denne dag ved ligger 100 mil fra Las Palmas.

Han ved også, at hans datter, som er om bord, klatrer rundt i master og rig mange meter over dækket, men han prøver at tænke mindre på det og mere på de oplevelser, hun får, og som han selv har opdraget hende til at søge.
»Jeg vil næsten sige, at man har en pligt til at tage sine børn ud i verden«.

Forpligtet til at inspirere 
Så kan man også tage lidt af verden med tilbage. I metaforisk og bogstavelig forstand. I haven står en sauna, som Henrik Lohmann selv har sejlet til Finland for at hente.

Den er ikke sådan at flytte, men nogle af de lidt mindre objekter han har taget med hjem fra sine rejser, tager han af og til med på skolen for at fortælle eleverne om dem.

I Henrik Lohmanns optik skal og bør lærerjobbet handle om en hel del mere end litteratur og ligninger. Henrik Lohmann ved præcis, hvornår hans længsel efter at sejle blev født.

Da han som niårig fik en illustreret udgave af Robinson Crusoe.
»Det skal jeg godt nok også, det der« tænkte Henrik Lohmann og gik straks i gang med at bygge sine egne tømmerflåder, som snart blev søsat i vandløb i Grenås omegn.

»Det er så vigtigt, at vi som lærere også husker at være inspirationskilder. Vi skal kunne give eleverne ideer til, hvad de kan bruge deres liv på«.

Det tænker han også selv en hel del over, når han lader mobilen ligge i huset og går ud under presenningen og arbejder på Olga.

Han vender flere gange tilbage til forrige sommers ekspedition til Lofoten, lumske søer, delfiner, som fulgte båden, og fjeldenes storhed, og det minder ham om, at det er tid til snart at tage på en større tur igen.

Men indtil videre bliver planerne mellem Olga og ham ude under presenningen, for livet har gjort ham en smule overtroisk, når det kommer til at fortælle om sine planer.

Han tør ikke tale højt om dem i for god tid, der er ingen grund til at udfordre skæbnen.

I første omgang gælder det om bare at få Olga i vandet ved Egå igen, og hvor hun så skal sejles hen, ja, det forbliver indtil videre en sag mellem Henrik Lohmann og kvinderne i hans liv.