172 millioner: Statslig kompetencefond åbner for ansøgning til september

Som lærer på en fri skole kan du søge tilskud til blandt andet kurser, når Den Statslige Kompetencefond åbner for ansøgninger til september

D 5. juni 2019

af Jesper Fjeldsted, Journalist

Vidst du, at du kan få op til 25.000 kroner i tilskud til individuel kompetenceudvikling? Alle ansatte på en statslig arbejdsplads kan søge om penge fra Den Statslige Kompetencefond, der er en del af overenskomstaftalen fra 2018.

Fonden dækker omkring 187.000 medarbejdere og ledere i den statslige sektor, og den afløser Fonden til Udvikling af Statens Arbejdspladser (FUSA) samt Kompetencefonden, der begge blev nedlagt i forbindelse med OK18.

Der er 172 millioner kroner i Den Statslige Kompetencefond i indeværende overenskomstperiode, og der kan søges op til 25.000 kr. pr. år pr. ansøger. Midlerne fordeles forholdsmæssigt efter lønsummen i de fire statslige centralorganisationer: LC, AC, OAO og CO10.

Hvad kan du søge støtte til?

  • Uddannelses- og kursusgebyr: Udgifter til deltagelse i kompetencegivende aktiviteter. Beløbet er ekskl. moms.
  • Materialer: Undervisningsmateriale såsom faglitteratur mv.
  • Transport: Udgifter til transport i forbindelse med deltagelse i f.eks. kursus støttes efter statens regler for kilometergodtgørelse.
  • Ophold: Hvis din deltagelse i den ansøgte kompetencegivende aktivitet kræver overnatning, så kan der også ansøges om støtte til opholdet.

Støtten skal være et supplement til øvrig kompetenceudvikling på arbejdspladsen.

Det er et krav, at arbejdspladsen er med til at betale for den kompetenceudvikling, du søger om støtte til. Arbejdspladsens medfinansiering kan f.eks. være udgifter til dækning af arbejdstid.

Sådan søger du

Ansøgninger om støtte til individuel kompetenceudvikling kommer fra september 2019 til at foregå via et digitalt ansøgningsskema på hjemmesiden: kompetenceudvikling.dk

Når du har udfyldt ansøgningen, videresendes den automatisk til din leder. Først når din leder har godkendt ansøgningen, bliver den sendt videre til Den Statslige Kompetencefond. 

deltag i debatten