Hvis jeg skal skaffe resultater må kollegerne melde sig ind

Ny tillidsrepræsentant startede med at organisere kollegerne

For nyvalgte Birgitte Ravn Falk Hansen lå den første opgave lige for: Hun skulle skaffe flere medlemmer til FSL-klubben

Hvis jeg skal være tillidsrepræsentant, vil jeg også have nogle medlemmer, jeg kan være tillidsrepræsentant for.

Sådan tænkte 47-årige Birgitte Ravn Falk Hansen, da hun i 2018 blev valgt som tillidsrepræsentant af og for lærerne på Vejlefjordskolen.

For den nyslåede tillidsrepræsentant var det vigtigt at få flere kolleger med i fagforeningen:

»Det nytter jo ikke noget, at jeg står helt alene ude på marken og råber. Hvis jeg som tillidsrepræsentant skal opnå resultater og være med til at sikre et bedre lærerliv, så må kollegerne melde sig ind og bakke op. Det var min tanke lige fra starten«, siger hun.

Stil bare spørgsmålet
Dengang var der kun ganske få medlemmer på den kristne, østjyske skole. Men i løbet af de første måneder flerdoblede den nyvalgte tillidsrepræsentant medlemstallet.

»I en periode ringede jeg til sekretariatets medlemsafdeling hver dag for at melde en kollega ind«, siger Birgitte Ravn Falk Hansen.

Hun forklarer sin succes med to ting: Hun havde et stærkt fokus på at skaffe flere medlemmer. Og hun tog den svære snak med kollegerne.

»Jeg greb fat i kollegerne og opfordrede dem til at blive medlemmer. Jeg snakkede også med dem, som jeg vidste, det ville svære svært at overbevise. I nogle tilfælde lykkedes det. Lærerne vil gerne være medlemmer af fagforeningen. De ved, at hvis vi skal have bedre forhold, må vi stå sammen«, siger hun.

Mange forstår ikke systemet

Når hun snakkede med kollegerne, opdagede Birgitte Ravn Falk Hansen, at mange ikke ved, hvorfor det er vigtigt, at de er medlemmer af netop Frie Skolers Lærerforening, og de forstår ikke forskellen på det at være medlem af en overenskomstbærende fagforening og at være medlem af en skoleforening, en a-kasse eller en af de gule fagforretninger.

Birgitte Ravn Falk Hansen forklarede kollegerne, hvad forskellen er, og hvorfor det er vigtigt, at de er medlemmer af Frie Skolers Lærerforening. Og i flere tilfælde fik hun medlemmerne til at melde sig ind.

»Som lærere ved vi godt, at vi er alt for sårbare, hvis vi står alene og forsøger at løse problemerne på egen hånd. Det går ikke. Vi opnår kun resultater i fællesskab«, siger hun.

Jeg har meget større gennemslagskraft nu, hvor jeg har flere medlemmer og større opbakning

Birgitte Ravn Falk Hansen

Medlemmer er øjne og ører
I dag har Birgitte Ravn Falk Hansen flere medlemmer i ryggen, når hun forhandler og udtaler sig. Det kan mærkes, fortæller hun:

»I begyndelsen blev jeg ofte mødt med en ”Jamen, det er jo bare noget, du siger”-reaktion. Men da det stod klart, at jeg havde flere medlemmer, og at medlemmerne bakkede op og stod bag mig, blev der lyttet mere til, hvad jeg sagde. Ledelsen ved godt, at jeg ikke taler på mine egne men på kollegernes vegne«, siger hun.

Den større medlemsopbakning giver også en anden fordel: Medlemmerne er tillidsrepræsentantens øjne og ører. Når medlemmerne oplever problemer på skolen, melder de tilbage til Birgitte Ravn Falk Hansen, og de input klæder tillidsrepræsentanten på til forhandlingerne med skolens ledelse:

»Med input og opbakning fra klubben, ved jeg, hvor skoen trykker, og hvad jeg skal gå efter i forhandlingerne. Og jeg ved, hvad det er, som betyder noget for mine medlemmer«, siger hun.                                                

Få aktiv opbakning
Som tillidsrepræsentant er det ikke bare vigtigt at få flere medlemmer. Mindst lige så vigtigt er det at fastholde dem. Det gør man blandt andet ved at inddrage medlemmerne i klubarbejdet og lytte til dem, siger Birgitte Ravn Falk Hansen:

»I FSL-klubben skal vi være enige om målet og om retningen inden forhandlinger om løn og andre vilkår. Det er mig som tillidsrepræsentant, som forhandler, og det skal jeg have en vis frihed til. Men som medlemmer skal vi i fællesskab beslutte, hvad vi vil have ændret eller forbedret. Det er vigtigt«, siger hun.

Trods Birgitte Ravn Falk Hansens organiseringsindsats er der stadig en række kolleger på skolen, som ikke er medlemmer af Frie Skolers Lærerforening. Sådan vil det være nogle steder. Uanset hvor ihærdig du er, kan modstanden være så stor, at du ikke kan overvinde den. Så fred med det.

Men det hænder, at et ikke-medlem kommer til Birgitte Ravn Falk Hansen og ønsker hendes hjælp. Det skete for eksempel med en kollega, der blev syg og skulle til samtale med skolens leder. Og så melder tillidsrepræsentanten pas:

»Når det sker, siger jeg: ”Jeg vil gerne hjælpe dig, men du skal være medlem”. Som tillidsrepræsentant er jeg valgt af og for alle lærerne, og de vilkår jeg forhandler, kommer alle lærerne til gode. Men når det handler om individuel rådgivning, hjælp og støtte, er jeg der kun for medlemmerne«.

Som tillidsrepræsentant er jeg uddannet og oplært af fagforeningen, og jeg rådgiver, støtter og hjælper kun dem, som er medlemmer. Sådan er reglerne i et fællesskab

Birgitte Ravn Falk Hansen

Spørgsmål til Birgitte Ravn Falk Hansen

Hvornår har man som medlem mest brug for sin tillidsrepræsentant?

»Når der er følelser på spil. Når du er bange, bekymret, ked af det. Hvis du bliver kaldt ind til en samtale, fordi et forældrepar har klaget over dig – så har du brug for en bisidder, som kender reglerne, og som kan holde hovedet koldt og tale din sag. Så har du brug for din tillidsrepræsentant«.

Er det ikke ligegyldigt, hvilken fagforening man er medlem af?

»Det tror mange, men det er det ikke. Jeg forklarer dem, at Frie Skolers Lærerforening har overenskomsten på området, så ingen andre fagforeninger kan hjælpe medlemmerne her på skolen. Sådan er det i den danske model. Mange ved det ikke, men når jeg fortæller det, forstår de det godt, og så melder de sig ind«

Tre gode råd til at organisere kollegerne på din skole

1 - Stil spørgsmålet

Mange ikke-organiserede vil gerne være medlemmer. De er bare aldrig blevet spurgt. Så spørg dem: Skal du ikke være en del af fællesskabet? 

2 - Synliggør værdien

Sæt mødeindkaldelsen op på opslagstavlen, orientér kort om klubbens arbejde og beslutninger, når I har lærerrådsmøder, hæng Frie Skolers Lærerforening plakater op – det er alt sammen med til at vise ikke-medlemmerne, hvad de går glip af. Men pas på, at du ikke afslører persondata eller andet, når du synliggør dit og klubbens arbejde. 

3 - Inddrag medlemmerne

Den gode fagforening er involverende. Også lokalt. Sørg for, at dine medlemmer oplever, at de bliver hørt og inddraget om de afgørende spørgsmål

(Kilde: Rune Baastrup & Bjørn Hansen: ”Deltagereffekten. Skab handlekraftige fællesskaber gennem involvering og organisering i arbejdslivet”)

Medlemspotentialtet er større

Undersøgelser viser, at der i befolkningen er stor opbakning til fagforeningerne og den danske model. Der er flere, der støtter idéen om fagforeningen, end der er medlemmer.  

  • 78 procent af befolkningen er enig i, at fagforeningerne er nødvendige. Det tal er højere end organiseringsprocenten. Der er med andre ord mange, som er med på idéen, men som endnu ikke er blevet medlemmer.
  • Også de unge bakker op om fagforeningerne. Andelen af unge, som støtter fagforeningerne, er vokset de seneste ti år.
  • Undersøgelser viser, at medlemmerne er mere interesserede i fagpolitiske spørgsmål end tillidsrepræsentanterne tror. Tillidsrepræsentanterne vurderer, at 40 procent af deres medlemmer er moderat eller meget interesserede i faglige forhold. Men spørger man lønmodtagerne, svarer 64 procent, at de er moderat til meget interesseret. 

(Kilde: Rune Baastrup og Bjørn Hansen: ”Deltagereffekten. Skab handlekraftige fællesskaber gennem involvering og organisering i arbejdslivet”. Emmet Caraker m.fl.: ’Myten om de selvoptagede lønmodtagere holder ikke’, Information den 28. oktober 2015)