Forhandlingschefen: 3 ting, der hjælper dig i gang med arbejdstidsaftalen

Forhandlingschef i Frie Skolers Lærerforening, Jette Morsing, giver dig her tre vigtige ting, som du skal huske, når du skal i gang med arbejdet med den nye arbejdstidsaftale

TÆNK I LØSNINGER

Når du går i gang med arbejdet, så gå efter løsninger, som skaber transparens og gennemskuelighed for medarbejdere og ledelse.

Hvordan får I sammen – du og ledelsen - skabt de bedste løsninger på en god måde for jer på jeres skole? Gør det så enkelt som muligt. Og husk: det her er år 0.

Rom blev ikke bygget på én dag, og der bliver rig mulighed for at evaluere de løsninger I har fundet frem til. Aftal gerne med din leder, at I løbende samler op på, hvordan det går. Hvad virkede? Hvad virkede ikke? Det kan I så få rettet til året efter.

DER SKAL TO UNDERSKRIFTER PÅ EN LOKALAFTALE

Den centrale aftale er en god aftale. Der er rigtig mange gode elementer, som i sig selv sikrer større gennemsigtighed og flere rettigheder. Så derfor er det vigtigt, at du ikke lader ledelsen ændre og løbe videre med noget, som ikke er til lærernes fordel.

Hvis ledelsen ønsker at fravige aftalen, så sørg for at få noget igen - husk at hvis I ikke kan blive enige om at gøre noget, du også synes er bedre, så er det den centrale aftale, der er gældende.

Genbesøg også jeres nuværende lokalaftaler. For med den nye arbejdstidsaftale er udgangspunktet et helt andet end med Lov 409, så tag et tjek på, om de nuværende aftaler stadig er gode aftaler.

SØG HJÆLP

Vi er her for at hjælpe jer. Ring hellere tre gange for meget end en gang for lidt.

Vi vil løbende opbygge forskellige materialer og kurser for at hjælpe og understøtte jer med arbejdet.

Brug dem og os.