Logokonkurrence for Frie Skolers Lærerforening

Foreningens logo har rundet de ti år, og tiden har afsløret en række svagheder. Derfor udskriver vi denne konkurrence.

Vores nuværende logo:

  • Forsvinder i mængden når det fremgår sammen med andre foreningers logoer
  • Er bredt på grund af navnets placering, og bliver derfor ofte skaleret ned
  • Har et ikon uden entydig symbolsk signifikans.

Vi ønsker et logo, som:

  • er iøjnefaldende
  • forbindes med foreningen
  • er anvendeligt i mange sammenhænge
  • er et stærkt symbol for foreningen 

Fakta om konkurrencen

  • Opgavens omfang

    I din jagt på vores logo/grafiske identitet: 

    • Vælger du selv typografien og skriftsnittet. Dit logobud må gerne bruge andre skrifter og skriftfamilier end dem, der er i det nuværende.
    • Kan du foreslå andre og nye farver. Vær igen opmærksom på, at farven skal kunne leve sammen med andre farver og fungere i forskellige sammenhænge.
    • Kan du udvikle et nyt ikon. Ikonet skal gerne være iøjnefaldende, æstetisk smukt og – hvis det er muligt –have symbolsk mening. Hvis ikonet eller den grafiske figur, du bruger, siger noget om foreningen, dens formål, vision osv., er det perfekt.
    • Skal du sørge for, at foreningens navn – Frie Skolers Lærerforening – indgår i logoet.
    • Må du gerne være opmærksom på, om det kan stå sammen med vores nuværende slogan: ”Vi passer på dig – og de frie skoler”.
  • Hvem er logoet til?

    Gode logoer afspejler logoejerens identitet. Når du arbejder med dit logo-bud, skal du naturligvis overveje, hvem vi er. Det bestemmer blandt andet logoets tone of voice.

    Og her skal du være opmærksom på, at vi først og fremmest er en fagforening. Det er lærernes interesser, vi varetager. Det er på grund af dem, vi er her. Vi er ikke en interesseorganisation for de frie skoler.

    Omvendt er vi fagforeningen for lærerne på det frie skoleområde, og der er ingen tvivl om, at de frie skoler, deres historie og den rolle, de spiller i grundskolen, betyder noget for os og vores medlemmer. For dem er det vigtigt, at de er lærere på de frie skoler og ikke i folkeskolen.

    Derfor også dobbeltheden i vores slogan: ”Vi passer på dig – og de frie skoler”.

    De frie skoler indgår i vores slogan, både fordi vores medlemmer er interesserede i, at der findes frie skoler, hvor de kan arbejde, og fordi de værdsætter den pædagogiske frihed og den (skole-)politiske tanke, som de frie skoler er et udtryk for.

    Du kan danne dig et indtryk af, hvem vi er, ved at surfe rundt på vores hjemmeside, på vores Facebooksider eller læse i vores magasin, Frie Skoler.

  • Konkurrencebetingelser

    For at deltage i konkurrencen skal du levere et bud på et logo, som:

    • kan indeholde foreningens fulde navn (Frie Skolers Lærerforening) samt et ikon/grafisk udtryk, der – i bedste fald – også kan stå alene og repræsentere foreningen.
    • kan fungere sammen med vores slogan: Vi passer på dig – og de frie skoler.
    • skal kunne rumme en subbrand-version, der kan bruges af foreningens otte kredse – altså med logo og en tilføjelse med kreds 1, kreds 2 osv.
    • skal kunne bruges på en vifte af platforme: website, nyhedsbreve, brev, kuverter, trykte medier, annoncer, skiltning, merchandise (T-shirts, kuglepenne, trøjer, tasker, mapper mm.).
  • Afleveringsformat (idékonkurrence)

    Konkurrencematerialet skal bestå af en overordnet og begrundet logopræsentation.

    Derudover skal besvarelsen forklare, hvorledes logoet tænkes anvendt, placeret samt dets eventuelle variationer (farve, sort/hvid, negativ).

    Der redegøres ligeledes for farvevalg og fonte samt eksempler på implementeringen på diverse platforme (digitale, merchandise såvel som trykte).

    En del af aflevering skal bestå af mindst tre visualiseringer af, hvorledes logoet tager sig ud på diverse platforme. Eksempelvis brevpapir, web og plakat.

    Det forventes ikke, at der til konkurrencen afleveres en gennemarbejdet og fyldestgørende designmanual.

  • Forbehold

    Frie Skolers Lærerforening forbeholder sig ret til frit at vælge mellem de indsendte logoforslag og til eventuelt at forkaste dem alle.

  • Deadline og prisoverrækkelse

    Deadline for aflevering er 16. juni 2019. Du afleverer i pdf på mailadressen logo@fsl.dk. Vinderen får besked via mail.

  • IPR

    Vinderen overdrager den fulde brugsret til logoet til Frie Skolers Lærerforening.

  • Præmier

    Konkurrencen er en blandet konkurrence. Den er åben for alle, men foreningen har opfordret enkelte designere til at indsende deres bidrag. De tre bedste forslag præmieres.          

    • Den bedste løsning modtager 10.000 kr.
    • Den næstbedste modtager 5.000 kr.
    • Den tredjebedste modtager 2.500 kr.
  • Dommerkomité

    De indsendte bud bedømmes og vurderes af et dommerpanel, som består af repræsentanter for foreningen og fagprofessionelle.

Kontakt

Hvis du har spørgsmål eller kommentarer til logokonkurrencen, er du velkommen til at kontakte foreningens kommunikationschef, Mikkel Hvid.

Hent konkurrencebeskrivelsen som PDF

Mikkel Hvid

Kommunikationschef

Kontaktoplysninger

Tlf.: 22 68 00 99