I sidste uge åbnede højskolerne igen. Og det er godt.

Men de retningslinjer, som skolerne åbner efter, er efter min bedste overbevisning ikke gode nok, når det kommer til at beskytte lærerne.

Men er lærerne på højskolerne overhovedet bekymrede for at komme tilbage på skolerne? Ja, det er jeg sikker på, at der er nogen, der er. Ligesom der er en anden del, der bare er glade for igen at kunne komme fysisk på arbejde. Alle holdninger er repræsenteret i hele samfundet, og derfor er det også svært at finde ud af, hvor mange retningslinjer der skal være for genåbning af et samfund og en skole.

Situationen før jul viste, at der kun skal en enkelt smittet til for at store dele af en højskole bliver lagt ned af corona. En enkelt fest, en enkelt kursist, der tager hjem for at slappe af, en enkelt, der ikke føler sig syg, men som alligevel bærer smitten.

Der bliver i politiske kredse talt meget om, at efterskoler og højskoler er smittebobler, som ikke kan brydes. Men lærerne bryder boblen hver dag. De tager hjem til familien. Hjem til ungerne, der har været i skole og institution. Så der er ingen boble. Kursisterne kan bestemme sig for at blive på skolerne, men de er ikke forpligtet til det, så der er meget vanskeligt at etablere den boble, som så mange taler om.

Derfor har vi brug for retningslinjer, der tager udgangspunkt i den virkelighed. For eksempel vil vi gerne have retningslinjer for fester på højskolerne. Vi vil også gerne vide, hvordan lærerne skal tackle lærermøder. Og der er mange andre ting. Men da vi endnu ikke er så mange højskolelærere i foreningen, så er der også en grænse for, hvor langt vi politisk kan gå for at forfølge, at retningslinjerne strammes.

Og så er der en anden udfordring, der handler om, at hvis retningslinjerne strammes, så bliver der mindre frihed til at lave spændende, indholdsrig og god højskole – alt det, som eleverne og lærerne har savnet de seneste tre måneder. Og det er notorisk ufedt at skulle begrænse mulighederne for at lave god højskole. Det er imod alt, hvad vi står for som forening. Vi arbejder normalt altid for at prøve at sikre skolernes og lærernes mulighed for i frihed at planlægge undervisning og øvrigt skoletilbud. Men lige præcis når vi står midt i en pandemi, så er det afgørende, at der er centrale retningslinjer, så vi ikke i vores iver for at sikre det gode højskoletilbud går for langt og på den måde er med til at kickstarte en tredje smittebølge.

Der er masser af foreninger, der repræsenterer skolernes holdning til at lave skole. Vi repræsenterer som de eneste trygheden for lærerne – en tryghed, der for nogen er helt afgørende, mens den for andre er inderligt ligegyldig. Men ligesom vi påtager os opgaven med altid at stille os på den svages parti i fx afskedigelsessager, så har vi hele vejen gennem corona-krisen holdt fast i, at genåbninger skal være trygge for lærere og elever.

Vi har reelt set kun medlemmernes bedste for øje. Vi skeler ikke til, om der kan laves mere eller mindre interessant skole, eller om skolernes økonomi bliver belastet af forskellige retningslinjer. Men vi bekymrer os for dig og dine kolleger, og det er der, vi lægger al vores energi.

Jeg ved godt, at det ikke er alle, der er bekymrede for corona. Men de, der er, har ofte god grund til det. Måske er de selv skræntende, måske danner de par med en kronisk syg, måske har de et sårbart barn – der kan være mange grunde. De af dine kolleger, der har det sådan, dem prøver vi at beskytte.