Medlemsmøde med foredrag og spisning for medlemmer af kreds 3.
5. oktober 2023 21:00
Kousgaards Pl. 3 7400 Herning
Tlf: 40269452 - Mail: viwi@fsl.dk
Kære medlem af Kreds 3.
Den 5. oktober 2023 sætter Kreds 3 fokus på Lærernes dag ved at invitere til et oplæg ved Imran Rashid om ”Kunsten at skærme eleverne i lærings-rummet” efterfulgt af middag.
Det hele foregår i DGI-huset i Herning fra kl. 16 – 20.
Arrangementet er forbeholdt medlemmer af FSL Kreds 3.
Det er gratis, men bliver man forhindret i at deltage, bedes man melde afbud, da en anden i så fald kan få tilbudt en plads i stedet.
Ønsker man ikke at deltage i den efterfølgende middag, bedes dette også angivet ved tilmeldingen.
Tilmeldingsfrist den 21. september 2023.
Med venlig hilsen
Kredsbestyrelsen i Kreds 3, Frie Skolers Lærerforening
Her kan du læse mere om:
-
Lærerens Dag
-
Oplægget: Kunsten at skærme eleverne i læringsrummet
-
Oplægsholder: Imram Rashid
Lærerens Dag/World Teachers Day er siden 1994 blevet markeret i mere end 100 lande på forskellig vis. Der sættes fokus på lærerens vitale rolle som underviser og som medvirkende til at udvikle aktive medborgere i et moderne samfund.
Kursusbeskrivelse: Sjældent har debatten om digitale medier og skærmbrugen i skolen været mere aktuel end i disse år.
Fortalerne taler om den uundværlige digitale dannelse, der vil tage skade, hvis vi gør skolen mobilfri, mens kritikerne taler om et menneskeligt dannelsestab, der kan opstå, hvis vi i stedet tillader den fortsatte digitalisering af læringsrummet.
Speciallæge og ekspert i digital sundhed Imran Rashid vil i dette spændende, provokerende og lærerige foredrag sætte fokus på hjernens forudsætninger for såvel læring som trivsel, så skærmdiskussionen kan foregå på et mere oplyst grundlag.
Er vi mennesker egentlig så fornuftige, rationelle og tolerante individer, som vi tror? Eller er vi langt mere primitive, vanestyrede, emotionelle og impulsive, end vi forestiller os?
Argumenterne vil være baserede på de seneste 40 års forskning om vaner, bevidsthed, læring og hjernens udvikling i kombination med Imrans 17-årige erfaringer fra krydsfeltet mellem mennesker og teknologi. Uanset hvad ens udgangspunkt og holdning til debatten er, er der ingen tvivl om, at der i disse år med fremkomsten af teknologier som ChatGPT, algoritmestyret adfærdsregulering og overvågningskapitalisme er behov for grundlæggende stillingtagen til, hvordan skolen skal skabe børn, der både kan lære at lære samt lære at være, uden at udvikle mental mistrivsel.
Imran Rashid (f. 1977) er en dansk speciallæge, forfatter og foredragsholder, der i dag arbejder som sundhedsfaglig direktør i healthtech-virksomheden Lenus.
Han stemplede for alvor ind i samfundsdebatten i 2017 med bestselleren SLUK, der startede diskussionen om digitaliseringen af samfundet.
I sine foredrag giver Imran altid sine tilhørere en grundig indføring i spillereglerne for det at være menneske, før han fremlægger sine argumenter for digitaliseringens påvirkning af mennesket, hvilket ikke kan undgå at skabe refleksion og omtanke.
5. oktober 2023 21:00
Kousgaards Pl. 3 7400 Herning
Tlf: 87469110 - Mail: tilmelding@fsl.dk