Idrætsefterskolen Klintsøgaard søger lærere

Lærer
Sted
Idrætsefterskolen Klintsøgaard
Klintvej 71 , Nykøbing Sj
Opslået
23. april 2020
Ansøgningsfrist
11. maj 2020
Kontakt
Gitte Qwist
Tlf: 59304026 - Mail: kontor@klintsoegaard.dk
Søger to lærere til hhv. dans, fodbold, prøvefag og valgfag.

Som danselærer underviser du linjeholdet tre gange om ugen i dansegenrer som fx moderne dans, hiphop, house, dancehall, waacking mm. Danselinjen har også en ambition om at klare sig godt til SM og kulminere i et brag af en gymnastikopvisning sammen med springlinjen. Derfor indgår du i et udviklingsorienteret team med vores springlærer om at skabe en flot og kreativ koreografi til forårets gymnastikopvisninger. Sammen med to kolleger vil du desuden stå for fællesidræt med alle 122 elever, hvor gymnastik, dans, teambuilding, fællesskab mm. er i fokus. Vi forestiller os, at du er læreruddannet, at du er aktiv danser og kan undervise i forskellige dansegenrer. Det er en fordel, hvis du kan byde ind med undervisning i prøvefag og valgfag.

Som fodboldlærer vil du indgå i et udviklingsorienteret team med vores to fodboldlærere om træning af drenge- og pigeholdet op til fire gange ugentligt. På fodboldlinjen har vi en ambition om at udvikle den enkelte spiller og klare os godt som hold i skoleligaen og til sjællandsmesterskaberne for idrætsefterskoler, hvor vi kan kvalificere os til DM. Vi spiller kampe mod efterskoler og klubber, og vi har som den eneste efterskole i Danmark FC-Nordsjælland som samarbejdsklub. Vi forestiller os, at du er læreruddannet, at du er aktiv fodboldspiller og brænder for at træne og udvikle unge mennesker inden for efterskolens rammer. Det er et plus, hvis du kan byde ind med undervisning i prøvefag og valgfag.

For os er den enkelte elevs trivsel og det forpligtende fællesskab tæt forbundet. Åbenheden, tolerancen og den gensidige respekt er omdrejningspunktet i vores samvær. Derfor er det naturligt, at du har et humanistisk menneskesyn og en anerkendende tilgang. Du kan glæde dig til at blive en aktiv del af hele efterskolelivet med høj prioritering af fællesskab, trivsel og udvikling. Alle dele medvirker du til at understøtte i forbindelse med din undervisning, aften- og weekendtilsyn, linjefagsrejse, skitur, kontaktlærerfunktion, skole-hjemsamarbejde og andre inspirerende efterskoleaktiviteter. Det er vigtigt, at du trives med fleksible og skiftende arbejdstider i en foranderlig hverdag, hvor du vil møde livsglade og energiske elever og dedikerede kolleger.

Idrætsefterskolen Klintsøgaard er en boglig idrætsefterskole med en smuk beliggenhed 200 meter fra Kattegat. Vi har moderne idrætsfaciliteter, egen kunstgræsbane og undervisning i topklasse. Vi har 122 elever på 10. kl. niveau, seks idrætslinjer, boglige fag og en bred vifte af spændende valgfag. Det er vores mål at understøtte udviklingen af aktive, oplyste og demokratisk dannede unge med et stærkt selvværd. Vi lægger vægt på, at eleverne udviser åbenhed og tolerance og medvirker aktivt til opbygningen af fællesskabet. https://klintsoegaard.dk/

Der er mulighed for både fuldtids- og deltidsansættelse. Ansættelse sker i henhold til gældende overenskomst mellem LC og Finansministeriet. Send din ansøgning, eksamensbeviser og CV til kontor@klintsoegaard.dk Har du spørgsmål til jobbet, er du velkommen til at kontakte viceforstander, Hans Brandt, eller forstander, Gitte Qwist, på 59 30 40 26.

Ansøgningsfrist: 11.05.2020. 
Ansættelsestidspunkt: 1. august 2020.

Relaterede Jobs