Så skal der åbnes op … altså nogen steder

Et blogindlæg af Uffe Rostrup, formand for Frie Skolers Lærerforening.

D 25. februar 2021

Debat
Uffes uforbeholdne
Corona

Fra på mandag må de ældste elever i Nordjylland og Vestjylland komme tilbage på skolen lige som alle eleverne på Bornholm. Det sker ikke på ens vilkår, hvilket fremgå af den genåbningsplan, som regeringen har lavet med sine støttepartier.

Jeg hilser det velkomment, at åbningen tager mest muligt hensyn til de sundhedsmæssige anbefalinger, som ekspertgruppen har lavet. Og ja, jeg ved godt, at nogle politikere og masser af interesseorganisationer i Danmark alle mener, at der kan åbnes meget mere op. Men som jeg mange gange tidligere har nævnt, så har jeg ikke en pind forstand på, hvordan man måler smittetryk eller udregner, hvad der kan åbne op hvornår. Det stoler jeg på, at andre har ekspertisen til. Og derfor forlader jeg mig på, at de eksperter, som det seneste år har siddet og regnet på præcis disse ting, ved, hvad de gør – ligesom jeg regner med, at de stoler på, at vi lærere kan undervise eleverne. Det tilkommer derfor ikke os at anfægte genåbningskriterierne, men vi arbejder selvfølgelig på, at denne gennemføres med respekt for de ansatte og deres arbejdsvilkår.

Der skal ikke herske tvivl om, at det er dejligt, at det nu skønnes sikkert, at efterskoler i de berørte områder kan åbne fuldt op, mens 9.- og 10.-klasse på grundskolerne kan komme tilbage i 50 % af tiden – det er en start. Både elever og lærere trænger for de flestes vedkommende til at komme i skole igen.

For Frie Skolers Lærerforening er sikkerheden for såvel lærere som elever i forbindelse med genåbningen helt afgørende. Derfor venter vi også i spænding på at se de retningslinjer, hvorunder genåbningen skal foregå. De kommer forhåbentlig senest i dag torsdag, og vi vil selvfølgelig komme med inputs til dem, så det kan blive så trygt som muligt at genoptage arbejdet på skolerne fra på mandag.

Det er et faktum, at den nye britiske mutation B.1.1.7 er betydelig mere smitsom end den oprindelig virus. Det er også et faktum, at den i højere grad bider på børn, og derfor er der også flere lærere, der smittes med virussen. Derfor er det vigtigt, at skolerne følger retningslinjerne for genåbningen meget nøje. Der er en ny teststrategi, der skal implementeres, hvor alle elever på efterskoler skal lade sig teste to gange om ugen, ellers kan de ikke være på skolen. På grundskolen anbefales det meget kraftigt, at alle elever testes to gange ugentligt. Men testningen af elever giver ikke ret meget mening, medmindre lærerne også lader sig teste to gange ugentligt.

Sikkerhedsmæssigt er det afgørende, at de mange gode vaner fra før nedlukningen genoplives ved genåbningen: Afspritning, host i ærmet, små hold, få lærere til den enkelte klasse, forskudte pauser, ingen kontakt med andre lærere på fx lærerværelset osv. Vi skal passe på os selv, og hvis man føler sig mere tryg med et visir i undervisningen, så brug det.

For første gang i hele denne lange pandemi periode forlader regeringen sit forsigtighedsprincip og erstatter det af en kalkuleret risiko ved at åbne landet mere op. Det kræver særlig opmærksomhed for foreningens side i forbindelse med tilblivelsen af retningslinjerne for genåbningen. Det kan jeg garantere, at der er. Men det kræver også særlig opmærksomhed lokalt. Så hvis der er utrygge forhold omkring testningen af elever eller lærere, hvis der slækkes på kravene omkring genåbningen, ja, i det hele taget, hvis du er utryg ved genåbningsscenariet på din skole, så kontakt din tillidsrepræsentant eller arbejdsmiljørepræsentant.

Hvis det ikke er noget, I kan klare lokalt, så er du meget velkommen til at kontakte foreningen. Det skal nemlig være trygt at gå på arbejde – også under corona.

deltag i debatten