Frie Skolers Lærerforening er igen med på Folkemødet

Fair lærerløn og politiske relationer er på dagsordenen, når foreningen endnu en gang repræsentanter lærerne på de frie skoler til årets demokratifest på Bornholm

D 12. juni 2018

af Katrine Thornberg, Journalist

Igen i år drager Frie Skolers Lærerforening mod Folkemødet for at fejre demokratiet og sætte fokus på lærerne på de frie skoler. Foreningen bliver repræsenteret politisk af fem hovedbestyrelsesmedlemmer, og målet er det samme som tidligere, siger formand Uffe Rostrup:

”Det er vigtigt, at vi er på Folkemødet, fordi det er en stor fætter/kusine fest, hvor der er mulighed for at pleje vores politiske kontakter - både ved arrangementer og mere uformelt - så vi hen over årene får nogle bedre politiske relationer, som gør, at vi kan indfri vores politiske mål”, siger han.

I år lyder overskriften på et af foreningens arrangementer ”Hvem betaler prisen for de frie skolers succes?”. Arrangementet finder sted lørdag klokken 16.30 i FTFa Teltet.

”Vi håber at få præsenteret den BDO rapport, som vi har fået lavet, hvor det fremgår, at det økonomisk kan betale sig for kommunerne at overgive skoledriften til de frie skoler i mindre landsbyer, blandet andet fordi lønnen til lærerne på de frie skoler er lavere”, siger Uffe Rostrup om forventningerne til arrangementet.

Her vil repræsentanter fra frie skoler, kommuner og Cepos diskutere, hvilke konsekvenser det får, når de frie skoler underviser en stadig større del af en årgang, og hvordan det påvirker både folkeskolen, de frie skoler og samfundet.

Desuden er Frie Skolers Lærerforening fredag klokken 18.30 værter for OK Poetry Slam, hvor en stribe personligheder fra fagbevægelsen kaster med skarpe budskaber og kæmper om det største bifald. 

Skolen er på programmet
Der er tusindvis af arrangementer under Folkemødet, og for deltagere med interesse i grundskolen er der masser af muligheder for at lade sig inspirere, provokere og blive klogere.  

Torsdag

  • 13:00 - 14:00: Hvad betyder præstationskulturen for elevernes trivsel?
  • 14:00 - 15:00: Opfind skolen forfra
  • 14:00 - 15:00: Merete Riisager stiller skarpt på danske værdier i skolen
  • 14:30 - 15:30: Den frie grundskole - Det vilde vesten eller fremtiden?
  • 16:00 - 18:00: EVA-samtalen: Karakterer eller kaos?
  • 17:00 - 18:00: Hvem skal opdrage hvem– elever, pædagoger, lærere, forældre?
  • 20:00 - 21:00: Presser vi vores børn og unge i uddannelsessystemet?

Fredag         

  • 09:00 - 10:00: Skolepolitisk topmøde: ”Pisatesten vs. Firenzetesten”
  • 10:30 - 11:30: Den store rådmandsdebat - Grundskolen i de fire største byer
  • 10:30 - 11:30: Hvad hvis folkeskolen ikke fandtes?
  • 12:00 - 13:00: Lærernes tabte autoritet skal genvindes – men hvordan?
  • 13:30 - 14:15: Den store ordførerdebat - Grundskolens fremtid
  • 13:30 - 14:30: Giv os frisindet tilbage!
  • 14:30 - 15:00: Ligger de unges fremtid i et hamsterhjul?
  • 15:00 - 16:00: Pissedårlig undervisning
  • 16:30 - 17:30: Frit skolevalg. Hvis er børnene? Forældrenes eller statens?
  • 18:00 - 19:00: Ny start for folkeskolen

Lørdag         

  • 09:00 - 09:30: Klassens tid - Grundskolens opgave
  • 09:00 - 10:00: Kan børn og unge lære mental sundhed?
  • 14:15 - 15:00: Hvorfor står Folkeskolen altid for skud?
  • 16:30 – 17:30: Hvem betaler prisen for de frie skolers succes?

Medlemmerne kommer med
Som et nyt tiltag i år har Frie Skolers Lærerforening inviteret et halvt hundrede medlemmer med til Folkemødet. De ankommer til Bornholm lørdag formiddag.

Udover at kunne være med til foreningens eget arrangement på dagen, har de mulighed for at deltage i spændende debatter og udforske Folkemødet på egen hånd, inden de om aftenen vender hjem igen.  

deltag i debatten