Farvel til corona og goddag til ferie og forhåbentlig bedre tider

Et blogindlæg af Uffe Rostrup, formand for Frie Skolers Lærerforening.

D 23. juni 2021

Debat
Uffes uforbeholdne

Skoleåret går på hæld, og hvilket et det har været. Aldrig har der været så mange ændringer i løbet af et skoleår som netop i år. Corona har haft et solidt tag i Danmark og hele verden, og det har aldrig været sværere at være lærer. For hvordan bevarer man kontakten og de gode relationer til eleverne og forældrene, når de sidder bag skærmen? Og ja, hvordan underviser man i det hele taget ordentligt online? Og hvordan er det lykkedes at åbne landet op med nogle elever hjemme og andre på skolen? Og hvordan lykkedes det at finde en fælles linje på skolen i forhold til at passe på sig selv og andre og samtidig undervise?

Aldrig har jeg været så imponeret af os lærere som stand. For gu' har det været svært. Og gu' har det været hårdt. Men vi er lykkedes med at holde sammen på stumperne. Undervisningen har selvfølgelig ikke haft samme kvalitet som i helt almindelige skoleår. Men vi er kommet igennem, og eleverne er nu tilbage, hvor de skal være, nemlig fysisk på skolen, med rigtig fysisk undervisning og med rigtigt levende lærere.

Men tænk lige, at det overhovedet har kunnet lade sig gøre. Du og dine kolleger blev kastet ud fra klippen over night, og I skulle selv sørge for at lande på benene og være klar. Og I gjorde det. Jeg er så fuld af beundring og respekt for det, som I er lykkedes med – det har været kæmpestort.

Men det er vigtigt at huske på, at det ikke skal blive normalsituationen. Der er allerede gymnasier og andre skoler, der begynder at tænke i, at det jo gik meget godt – mon ikke vi kan fortsætte med noget af det? Og det giver da også fremragende mening at bruge vores erfaringer fra halvandet års corona-undervisning – men kun hvis det giver mening for lærerne. Det skal ikke være noget lærerne skal gøre for at spare penge, fordi det er nemt, eller fordi andre har bestemt, at vi skal. Online-undervisning kan sikkert godt bruges flere steder, men det skal passes ind i den pædagogiske kontekst, som den enkelte lærer finder rigtig. Metodefriheden i forhold til undervisningen skal bevares intakt – også efter corona.

Og så håber jeg og sikkert hele resten af Danmark, at det nu forhåbentlig er ved at være slut med den forbandede pandemi. Jeg ønsker inderligt, at vi kan mødes på samme vilkår, som vi normalt har kendt i skolen, når vi kommer tilbage fra ferie i starten af august. Det trænger vi alle sammen til.

Men indtil da vil jeg ønske dig en rigtig god ferie. Jeg håber, at du kan nå at få strøm på batterierne til et nyt skoleår.

deltag i debatten