Trist – utroligt trist – at ministeren sætter reform af læreruddannelsen på standby

Med alt for få ansøgere og et kæmpestort frafald er det helt nødvendigt at ændre grundlæggende på læreruddannelsen i det kommende årti.

Flere end 80 % af lærerne på det frie skoleområde har en læreruddannelse fra en professionshøjskole. På den baggrund må vi forvente, at den lærermangel, der i dag er i folkeskolen, vil slå igennem på det frie skoleområde inden længe, hvis der ikke gøres noget ekstraordinært for at styrke optaget og gennemførelsen på uddannelsen.

Den forrige forsknings- og uddannelsesminister Tommy Ahlers (V) nedsatte en kommission, som skulle undersøge mulige tiltag i forhold til uddannelsens indhold og rammer, herunder om uddannelsen skulle være femårig, og om den skulle placeres på universitetet eller professionshøjskolen. Arbejdet blev igangsat på baggrund af en evaluering af den læreruddannelse, som senest blev justeret i 2013. En evaluering, som bl.a. viste, at uddannelsen er for usammenhængende for de studerende, at det kan være svært at se koblingen til praksis, og at forskningen inddrages i alt for ringe grad.

Den nye minister Ane Halsboe-Jørgensen (S) har valgt at sætte kommissionens arbejde på standby, og hun er taget på rundtur til læreruddannelsesstederne for at tale med de studerende og blive afklaret i forhold til, om kommissionen skal nedlægges.

Det er mildest talt trist, at den nye minister ikke anerkender de udfordringer, der faktisk er i forhold til at tiltrække ansøgere til læreruddannelsen, og de store problemer, det medfører for skolerne, som ikke kan skaffe uddannet personale. Jeg håber, at hun vælger at lade kommissionen arbejde videre, selv om det ikke umiddelbart ser ud til at være planen.

I de seneste årtier har man valgt at lave justeringer af læreruddannelsen, som ikke for alvor har løst udfordringerne. Men der er simpelt hen brug for, at der ses på en mere langsigtet løsning. I Norge tog det mere end 10 år at ændre læreruddannelsen, så den blev 5-årig og fik en langt større tilknytning til den forskning, som findes på skoleområdet. Vi har tilsvarende brug for en langsigtet plan for, hvordan vi ændrer læreruddannelsen i Danmark, for små justeringer er simpelt hen for små.

Det kræver både politisk mod og langt lys på maskinen at løfte sig op over de mange særstandpunkter, som lovgivere, uddannelsesinstitutioner, studerende, skoler, forældre osv. har, og prøve at se på, hvad formålet er, og hvordan det bedst opfyldes.

For at få den bedste grundskole må vi også have den bedste læreruddannelse – det siger sig selv. Og derfor er det fuldstændig afgørende, at politikere og andre meningsdannere lægger lige så meget hjerteblod i udviklingen af læreruddannelsen, som de gør det i forhold til grundskolen. Vi bliver nødt til at have visioner både for fremtidens skole og for fremtidens læreruddannelse, og jeg håber inderligt, at kommissionsarbejdet kan fortsætte, så udviklingen af læreruddannelse ikke skal være lagt i syltekrukken ret længe.

Mit ønske for det kommende årti skal være, at vi får en helt ny læreruddannelse, som skaber større sammenhæng, øger studieaktiviteten og knytter forskning og praksis tættere sammen.

Det skal være langt mere attraktivt at uddanne sig til verdens bedste fag.