oversigt kontakt

Arbejdsskade - ret og pligt

Arbejdsskader er en fællesbetegnelse for de skader, man pådrager sig i sit arbejde, dvs. for både arbejdsulykker og erhvervssygdomme.

Arbejdsulykke.
Arbejdsgiveren (= bestyrelsen) har pligt til at anmelde arbejdsulykker, når der er fravær i 1 dag udover tilskadekomstdagen. Men også ulykker uden fravær kan anmeldes. Arbejdsgiveren skal efter lov om arbejdsmiljø anmelde arbejdsulykker til Arbejdstilsynet. Arbejdsgiveren skal desuden efter arbejdsskadeloven anmelde arbejdsulykker til skolens forsikringsselskab.
At anmelde en arbejdsulykke skal ikke forveksles med en anerkendelse fra arbejdsgiverens side af, at der faktisk har været tale om en ulykke. Der er alene tale om "en åbning af en sag", så den tilskadekomne kan få sin sag bedømt af myndighederne. Der er derfor ingen grund til at undlade at følge loven.


Erhvervssygdom.
Erhvervssygdomme (tidl. arbejdsbetingede lidelser) skal anmeldes af læger og tandlæger, som har pligt til (under strafansvar) at anmelde, hvis de enten konstaterer en erhvervssygdom - eller formoder/har mistanke om, at en sådan foreligger - altså en sammenhæng mellem sygdommen og arbejdspladsen.

 

Uanset at arbejdsgiveren, lægen og tandlægen har pligt til at anmelde, kan alle anmelde en arbejdsskade. Se under afsnittet om "Anmeldelse".