oversigt kontakt

Arbejdspladsvurdering

Hvad er betydningen af en arbejdspladsvurdering (APV)?
På alle arbejdspladser, herunder skoler, skal arbejdsgiveren sørge for, at der gennemføres en skriftlig arbejdspladsvurdering (APV) af sikkerheds- og sundhedsforholdene. Dette har været gældende siden 1993.

Kravene til arbejdspladsvurdering fremgår af Arbejdsmiljølovens § 15 a. Til uddybning heraf har Beskæftigelsesministeriet udsendt "Bekendtgørelse nr. 559 af 17. juni 2004 om Arbejdets udførelse", som i kapitel 2 a beskriver kravene til arbejdspladsvurdering.

direkte til bekendtgørelsen.

Kravet om skriftlighed gælder hele processen fra den første planlægning til den endelige udgave af skolens arbejdspladsvurdering. Skriftligheden skal kunne dokumenteres.

Samarbejdet om udarbejdelsen af APV.
Det er altså arbejdsgiveren, der har pligten til at gennemføre arbejdspladsvurderingen samt betale de udgifter, der er forbundet hermed.

Skolens sikkerhedsorganisation (eller bestyrelsen på små skoler uden sikkerhedsorganisation) skal - sammen med de ansatte - foretage en samlet vurdering af, om arbejdsmiljølovens krav er overholdt på skolen.

Sikkerhedsorganisationen skal inddrages i alle faser i processen, hvilket ikke nødvendigvist betyder, at sikkerhedsorganisationen selv skal gennemføre APV'en. Hvis man vælger at lade sikkerhedsorganisationen stå for arbejdet, skal det sikres, at de involverede har fornøden viden, og at arbejdsgiverens pligt til at trække eksperter ind på skolen, når der ikke er fornøden indsigt eller faglig viden på skolen, overholdes. Det kan f.eks. dreje sig om forhold vedr indeklima, ventilation, ergonomi og det psykiske arbejdsmiljø.

Det er FSL's anbefaling, at sikkerhedsorganisationen - så vidt muligt - bør stå for udarbejdelsen af arbejdspladsvurderingen. Herved sikres det bl.a., at sikkerhedsorganisationen bliver synlig på skolen, at indhøstet viden og erfaringer forbliver på skolen. Desuden sikres det herved, at ledelsen bliver en del af processen.

En arbejdspladsvurdering er grundlaget for, at arbejdet kan udføres fuldt forsvarligt. Den er samtidig en kontrol af, at arbejdsmiljøet er sikkert og sundt.

Hvordan udarbejdes en APV?
Arbejdspladsvurderinger skal udføres under hensyntagen til "forebyggelsesprincipperne" (se ovennævnte bekendtgørelse nr. 559 § 6  med henvisning til bilag 1).
Betydningen af dette er understreget med lovændringen i juni 2004, hvor der i § 15 a er tilføjet, at APV'en udarbejdes "under iagttagelse af de forebyggelsesprincipper, der er angivet i arbejdsmiljølovgivningen".

Herudover må arbejdsgiveren selv bestemme, efter hvilken metode, arbejdspladsvurderingen skal udarbejdes. Dog fremgår det af ovennævnte bekendtgørelse nr. 559 § 6 b stk. 3, at følgende elementer skal indgå:

Identifikation og kortlægning af virksomhedens arbejdsmiljøforhold

Beskrivelse og vurdering af virksomhedens arbejdsmiljøproblemer

Prioritering og opstilling af en handlingsplan til løsning af virkomhedens arbejdsmiljøproblemer

Retningslinier for opfølgning for gennemførelse af handlingsplan

En arbejdspladsvurdering handler om såvel skolens fysiske forhold som om det psykiske arbejdsmiljø.
APV'en skal også omfatte "sygefravær". I § 22 a  i arbejdsmiljøloven fastsættes, at sygefravær skal indgå i skolens APV med henblik på at minimere - og helst eliminere - sygefravær. Se nedenfor.

Handlingsplaner og skolens økonomi. 
Samtlige lokaler og øvrige opholdsområder på skolen skal gennemgås. Finder man fejl eller mangler skal disse skrives ind i arbejdspladsvurderingen, og der skal laves en prioriteret og skriftlig handlingsplan med angivelse af tidspunkt for udbedring af de fundne fejl eller mangler. Det skal samtidig anføres, hvem der ansvaret for, at der sikres løsning på det konstaterede problem. 

På skolens budget skal der tages højde for, at handlingsplanens indhold kan opfyldes. Sker dette ikke, eller er der ikke vilje til at realisere handlingsplanen, er arbejdet med APV illusorisk.

En arbejdspladsvurdering skal revideres, når der sker ændringer i arbejdet, arbejdsmetoder eller arbejdsprocesser, som har betydning for sikkerhed og sundhed under arbejdets udførelse. Revisionen skal dog ske efter senest 3 år.

Sygefravær i arbejdspladsvurderingen.
Siden 1. januar 2005 har det været et krav, at også skolerne skal vurdere de forhold i arbejdsmiljøet, der kan medvirke til sygefravær. Der er ingen specielle forskrifter om, hvordan det skal gøres, men Arbejdstilsynet nævner, at det kan ske f.eks. ved
* at analysere sygefraværet p.b.a. den viden, som skolen har om sygefraværet (statistikker, samtaler, kortlægning m.v.)
* at vurdere, om der er forhold i arbejdsmiljøet, der kan medvirke til sygefraværet
* at udarbejde en handlingsplan for løsningen af de arbejdsmiljøproblemer, der medvirker til sygefraværet.

Man ser ofte, at følgende arbejdsmiljøfaktorer øger risikoen for sygefravær: Ulykker, Ringe indflydelse på eget arbejde, Jobusikkerhed, Manglende udviklingsmuligheder, Ringe kollegial og ledelsesmæssig støtte og feedback, Stor arbejdsmængde og tidspres, Traumatiske begivenheder i arbejdet som f.eks. vold eller trusler om vold og Konflikter og mobning.
Sygefravær skal inddrages, når skolen udarbejder eller reviderer arbejdspladsvurderingen.

APV'en skal altså indeholde er vurdering af evt. sammenhæng mellem arbejdsmiljøet og sygefraværet på skolen, og handleplanen skal indeholde aktiviteter til imødegåelse. Som udgangspunkt er det ikke den enkelte ansattes fravær, der skal analyseres, og løsninger skal skabes for hele personalegruppen.

Arbejdstilsynet har udgivet en informationspjece om sygefravær, som kan anbefales, når skolen skal forholde sig til sygefravær i forbindelse med arbejdsmiljøet.

direkte til informationspjecen.

Arbejdstilsynet, screening og APV. 
Når Arbejdstilsynet kommer til stede på skolen (f.eks. i forbindelse med screening af skolen), vil tilsynet som det første bede om at se skolens arbejdspladsvurdering. Denne skal altså være tilgængelig, og - som nævnt - i en skriftlig form.

Hvis arbejdspladsvurdering ikke er udført, eller hvis den ikke opfylder lovens krav - og der konstateres væsentlige arbejdsmiljøproblemer på skolen - vil Arbejdstilsynet umiddelbart indstille skolen til tilpasset tilsyn og evt. afgive påbud.

Hvis arbejdspladsvurdering ikke er udført eller hvis den ikke opfylder lovens krav - men der ikke konstateres væsentlige arbejdsmiljøproblemer - vil Arbejdstilsynet give vejledning.

Skolerelevante oplysninger fra Arbejdstilsynet.
Arbejdstilsynet har samlet en hel del informationer, som er specielt relevante for skoler. det drejer sig bl.a. om arbejdspladsvurdering.

direkte til Arbejdstilsynets skoleside.

 

FSL's materiale til udarbejdelse af APV. 
FSL har i 2008 revideret og udarbejdet et skolerelevant skemamateriale, som skolerne kan anvende ved udarbejdelsen af APV. FSL anbefaler også skemaer til undersøgelse af det psykiske arbejdsmiljø.

Skemaerne findes i underafsnittet "Skemaer til APV-arbejdet".