Aktuelt

Christiansborg

Finanslovsforslag: Efterskolerne skal spare. Grundskolerne får socialt tilskud

Besparelserne på statens uddannelser fortsætter med finanslovsforslaget. Men grundskolerne får øremærkede millioner til inklusion og specialundervisning.

Arkiveret i kategorierne:

Regeringen fremlagde den 31. august sit forslag til en finanslov for 2018. Forslaget sparer kraftigt på skole- og uddannelsesområdet. Besparelserne kommer, fordi regeringen viderefører sit omprioriteringsbidrag, som betyder, at uddannelsernes budgetter reduceres med to procent per år.

Besparelserne i 2018 var ventet, men finanslovsforslaget viser, at regeringen agter at fortsætte procentbesparelserne helt frem til 2021. Det er nyt.

Omprioriteringsbidraget rammer blandt andet efterskolerne. De har allerede sparet to procent om året siden 2015. Hvis besparelsen fortsætter til 2021, vil efterskolernes takster være reduceret med 12 procent i forhold til 2015. Ifølge beregninger fra Efterskoleforeningen betyder det, at skolesektoren vil have mistet cirka 240 mio. kr. per år fra 2016 til 2021.

Koblingsprocenten stiger
For de frie grundskoler ser finanslovsforslaget lysere ud. Grundskolerne er friholdt fra omprioriteringsbidraget. Deres tilskud følger folkeskolens udgiftsudvikling, og da der også spares på kommunernes økonomi, vil de frie grundskoler blive dobbeltramt, hvis omprioriteringsbidraget også skulle gælde dem. 

Samtidig foreslår regeringen, at koblingsprocenten øges fra 75 til 76. Det betyder i praksis, at de frie grundskoler i fremtiden får 76 procent af, hvad en elev i folkeskolen koster. I kroner og ører betyder det, at de frie grundskoler får 70 millioner kroner ekstra i 2018.

De mange millioner er øremærket til elever med særlige behov. Cirka 31 millioner kroner er afsat til at styrke inklusionen på de frie grundskoler, mens resten øremærkes til elever med behov for specialundervisningen.

Regeringen omtaler derfor ændringen som en social koblingsprocent. Det er den tredje finanslov i træk, som hæver koblingsprocenten. I 2014 lå den på 71 procent. I 2015 blev den hævet til 73, i 2016 til 75, og hvis finanslovsforslaget vedtages, kommer den op på 76 procent. Fra 1995 til 2010 lå koblingsprocenten stabilt på 75 procent.

Læs hele regeringens finanslovsforslag

Skriv din kommentar (0 kommentarer)Vis formular

Leave a comment

Your comment