Aktuelt

Uffes Uforbeholdne

Så skete det igen – og jeg bliver sgu så …

Af Uffe Rostrup, formand for FSLPubliceret den 17. august 2017
Arkiveret i kategorierne:

At vi har et ny-lønssystem, som ikke fungerer, er hverken en nyhed eller en hemmelighed. At vi har superaktive tillidsrepræsentanter, som gør deres yderste for at trække penge ud af tilbageholdende bestyrelser og ledelser, er et fastslået faktum. Men at vi har arbejdsgivermodparter i Moderniseringsstyrelsen og Undervisningsministeriet, som på ingen måde hjælper tingene på gled, er mig en stadig kilde til frustration, ærgrelse og nogen gange decideret harme.

I den sidste tid har vi forhandlet løn med en skole uden tillidsrepræsentant. Skolen har ikke ret mange elever, så skolen mente ikke, at den skulle betale noget videre til lærerne i ny-løn på trods af, at der i skolens lønpolitik står, at ”… der er i skolens første år ikke økonomisk råderum til tillæg, udover de overenskomstmæssigt påkrævede (undervisningstillæg mv.). Skolens hensigt er, at der på sigt gives et tillæg til alle lærere, efter en vurdering af lønniveauet i den lokale folkeskole”.

Skolen tilbød ved forhandlingerne, at hver lærer kunne få 6.000 kr. om året i ny løn. Det svarer til 500 kr. om måneden, men da skolens meget få lærere halter 3.000 kr. efter månedslønnen for kommunens folkeskolelærere, og da skolen efter to år endnu ikke har udbetalt ny løn, mente vi, at der skulle betydelig flere kroner til for at opfylde vores krav til en aftale.

Systemet er bygget sådan op, at hvis man ikke kan blive enige lokalt, så er der mulighed for at bringe lønforhandlingen videre til behandling i Undervisningsministeriet og senere til Moderniseringsstyrelsen.

Vores erfaring er desværre, at der ikke er nogen i ministeriet, som ønsker at stille krav til skolerne . Og det var også tilfældet i denne situation. Så vi måtte videre til Moderniseringsstyrelsen. Styrelsen har flere gange fortalt os, at de ikke forstår, at vi ikke kører nogle flere sager, når vi ikke mener, at systemet fungerer. Men denne her sag viser med al ønskelig tydelighed, hvorfor hverken lønsystemet eller tvisteløsningssystemet duer, og hvorfor vi spilder vores tid med at køre sagerne op i systemet.

Moderniseringsstyrelsen viste heller ingen vilje til at finde en løsning endsige stille krav til skolen. Den mente, at uanset hvad der stod i skolens lønpolitik, så er skolen i sin gode ret til ensidigt at fastsætte lønniveauet på skolen. Sagen endte uden resultat. Og så er der ikke mere. Vi har ingen appelmulighed. Vi kan ikke få prøvet vores sag ved en uvildig instans.

Ny løn-systemet viser virkelig sit grimme ansigt her. På mange frie skoler forhandles ny løn ikke reelt. Lønnen fastsættes ensidigt af arbejdsgiveren. Og det på trods af at decentral løn fylder en større og større del af den samlede løn. I gennemsnit skal en fri skolelærer have ca. 35.000 kr. i ny løn for at følge med folkeskolelærernes lønudvikling. Med voldsomme sværdslag lykkes det tillidsrepræsentanterne at løfte lønnen på skolerne, men processen bliver ofte ubehagelig for både lærere og ledere, og det påvirker samarbejdsklimaet negativt.

Da vi i 1999 fik ny-løn, blev vi ikke lovet en dårligere lønudvikling end i folkeskolen. Tværtimod. Ny løn skulle være et system, som udviklede lønnen lokalt, som gav en mere retfærdig fordeling af lønnen på skolerne, og som gjorde det muligt for skolerne at tilpasse lønudviklingen til deres værdier. Sludder og vrøvl. Det eneste ny løn har været brugt til på det frie skoleområde, er at gøre det billigere at oprette og drive frie skoler i forhold til folkeskolen. Arbejdsgiverne er fuldstændigt ligeglade med den skævvridning af grundskolesektoren, som dette medfører.

Og det undrer mig. Der er nu så stor forskel på lønningerne på de frie skoler, at det må være mere end blot et irritationsmoment for de skoler, som ønsker at give lærerne en ordentlig løn.

Jeg har intet imod, at vi har en løndel, som fordeles på skolerne, men det kan ganske enkelt ikke være rigtigt, at denne løndel ensidigt skal fastsættes af arbejdsgiverne. Arbejdsgivere, som oven i købet tillader sig at betragte deres selvformulerede lønpolitikker som festskrifter, der kun tages frem af skuffen, når det passer dem selv. Vi har en hundredårig tradition for, at de bedste løsninger bliver til i samarbejde mellem lønmodtagere og arbejdsgivere. Skulle vi ikke til at finde tilbage til det? Del og hersk-princippet på lønområdet er uacceptabelt. Det demonstrerede Moderniseringsstyrelsen endnu engang i sidste uge.

Skriv din kommentar (1 kommentar)Vis formular

Leave a comment

Your comment


  • Lars Luplau

    Giver systemet mulighed for...

    ...at man på lønmodtagerside, så kan undlade, at indgå en aftale med skolen, således, at skolen ikke må udbetale lokale løndele. Det ville selvfølgelig være surt for de lærere, der i det konkrete tilfælde måtte undvære ca. 500 før skat om måneden, men spørgsmålet er om det ikke ville være endnu mere surt for skolen at skulle leve med den fortælling.