Aktuelt

Tyrkiskeskoler

Friskolepolitikere forfærdede over socialdemokratisk forslag

Socialdemokratiet vil lukke alle muslimske friskoler. Formændene for både FSL og Dansk Friskoleforening er målløse.

Af Ulrik Andersen, redaktørPubliceret den 17. august 2017
Arkiveret i kategorierne:

Socialdemokratiets formand, Mette Frederiksen, vil have lukket
alle muslimske friskoler. Ikke bare dem, hvor der er problemer, ikke
bare dem der er under skærpet tilsyn. Dem alle sammen. Det slog hun fast i et interview med BT i starten af august.

»Ligegyldigt hvordan man vender og drejer det, så er en friskole, der tager udgangspunkt i islam, ikke en del af majoritetskulturen i Danmark«, sagde Mette Frederiksen blandt andet i BT.

Mette Frederiksens forslag var en yderligere stramning af et udspil som
hendes partifælle, Dan Jørgensen, var kommet med en måneds tid tidligere, hvor han foreslog at alle skoler med flere end 50 procent elever med anden etnisk baggrund skulle fratages statstilskud.

Begge forslag kom side om side med en række historier om Nord- Vest
Privatskole i København, som er under skærpet tilsyn, og hvor Undervisningsministeriets tilsynsførende blandt andet fandt materiale om jihad i et kopirum.

Der var også historier om en souschef, der angiveligt er Hizbollah-sympatisør, ligesom Berlingske skrev om islamiske ”mørkemænd”, der har investeret i skolen, og på Al Quds Skole har en skoleleder ifølge BT delt antisemitisk materiale på Facebook.

Historierne bragte ikke bare fokus på de enkelte skoler, men de muslimske friskoler i det hele taget.

Skoler, der gang på gang dominerer toppen af ranglisten over undervisningseffekt, men som samtidig mistænkes for islamisk indoktrinering. Det er i hvert fald indtrykket, man får, hvis man lytter
til eksempelvis Dansk Folkepartis Alex Ahrendtsen, der kalder Mette Frederiksens forslag for "alle tiders", mens Naser Khader (K), mener det er "en god ide".

Formændene for såvel Frie Skoler Lærerforening (FSL) og Dansk Friskoleforening finder det til gengæld forrykt, at man på grund af enkelte sager vil ramme alle de muslimske friskoler.
»Hvis der er skoler, hvor der ser ud til at være problemer, så skal de undersøges. Det er det, vi har tilsynet til. Friskoleloven skal overholdes, og dermed også reglerne om at undervisning i frihed, folkestyre, ligestilling osv. Gør man ikke det, skal man ikke drive skole, bum,
færdig. Men at gå fra den konklusion og til at sige, at muslimske mindretal ikke må lave friskoler, det er langt ude«, siger Uffe Rostrup.

Peter Bendix Pedersen, formanden for Dansk Friskoleforening, er enig. I
hans optik er forløbet på Nord-Vest Privatskole netop et bevis på, at systemet virker. Sagen viser, at tilsynet, hvis det bemærker uregelmæssigheder, sætter en skole under skærpet tilsyn, netop som
det er sket med Nordvest. 

»Tilsynet laver en udredning, og på det grundlag finder det ud af, om skolen agerer inden for eller uden for loven, og hvis det sidste er tilfældet, ja, så bliver skolen jo lukket. Det er et system, som virker, og som jeg har stor tiltro til.

Det er en uskik, at politikerne dømmer skolen, før tilsynets arbejde er gjort færdig, og det er endnu værre, at det får dem til at danne konklusioner om andre skoler«, siger Peter Bendix Pedersen.

Populisme truer friskoler
Uffe Rostrup mener Socialdemokratiets forslag er en trussel mod hele ideen bag de frie skoler.

»Lige siden 1855 har ideen bag de frie skoler været, at minoriteter skal
have mulighed for at lave holdningsprægede skoler. Hvis nogen ikke overholder loven, er det helt fair og fint med mig, at man tager tilskuddet, men man kan jo ikke diskvalificere en hel gruppe af
skoler, fordi der er enkelte, som – muligvis – ikke kører ordentligt«, siger Uffe Rostrup.

Peter Bendix Pedersen oplever, at der er et meget tungt politisk pres på de muslimske skoler. Men han har svært ved at forestille sig, at socialdemokraternes ideer overhovedet kan være lovlige, fordi det diskriminerer.

»Jeg synes, det ligner et forsøg på en ny Tvind-lov. Og den gik det jo som bekendt ikke særlig godt med«, siger han.

I Peter Bendix Pedersens optik er Mette Frederiksens forslag og debatten om de muslimske skoler i det hele taget en besynderlig blanding af integrationspolitik og skolepolitik. Og så undrer han sig over, at han aldrig har hørt fra nogle af de muslimske skolers største
kritikere.

»Jeg har ikke vist en eneste af dem rundt på en af de 26 skoler, det drejer sig om, jeg har ikke fået en eneste henvendelse om, hvad der er op og ned på de her skoler. Det hele er baseret på mediehistorier
og synsninger. Det er helt fair, hvis politikerne mener, vi har et
integrationsproblem, men så er det også nødvendigt at inddrage folkeskolerne. Men der er kommet den her ide om, at alle de muslimske skoler skulle være en slags koranskoler, og det en misforståelse«, siger Peter Bendix Pedersen.

Justitsminister Søren Pind er en af få folketingspolitikere som kommer de muslimske skoler til forsvar. Han kalder det hyklerisk. Hvis man begynder at gribe ind over for muslimske skoler, fordi de er muslimske, så kommer man også til at gribe ind over for kristne skoler. I stedet
tror jeg, at man skal se på, om folk er ordentlige samfundsborgere. Om folk oplæres til noget kriminelt eller til at være lovlydige. Det er det vigtige«, siger Søren Pind til BT.

Læs også FSL-formand, Uffe Rostrups, debatindlæg om sagen på Altinget.dk

Læs debatindlæg i Jydske Vestkysten fra Rikke Josiasen og Hans Erik Hansen, kredsformænd i Frie Skolers Lærerforening

Læs debatindlæg i Jylland Posten fra FSL-formand, Uffe Rostrup

Skriv din kommentar (0 kommentarer)Vis formular

Leave a comment

Your comment