Aktuelt

Uffes Uforbeholdne

Bjarne og Helle på potten

Af Uffe Rostrup, formand for FSLPubliceret den 04. oktober 2017
Arkiveret i kategorierne:

Torsdag er det Lærerens Dag. Jeg håber, at der er masser af skoler, som vælger at vise, hvor meget de holder af alle jer, som får hjulene til at snurre og børn til at trives og lære hver eneste dag. Men der kommer også en bog på Lærerens Dag.

På dagen vil den seneste uges meget omtalte bog ”Søren og Mette i Benlås” også blive udgivet. Bogen er en gennemgang af new public managements (NPM) historie i Danmark. Men i særdeleshed er det historien om, hvordan NPM for alvor kom til undervisningsverdenen i Danmark, og hvordan vi for første gang i historien oplevede, at offentligt ansatte lærere i både stat, regioner og kommuner blev lockoutet af deres arbejdsgivere. Det førte til 25 dage, hvor vi ikke måtte komme på vores skoler, men langt værre førte det til, at lærerne mistede deres arbejdstidsaftale efter et regeringsindgreb, som var planlagt, udført og implementeret af den siddende regering i samarbejde med Kommunernes Landsforening (KL).

Der har siden konflikten været masser af indicier på, at det netop forholdt sig sådan, at KL og regeringen i en uhellig alliance havde koordineret ned til mindste detalje, hvordan overenskomstforløbet i 2013 skulle forløbe. Det blev imidlertid helt grotesk, idet de også selv var herre og mester over, hvad der kom til at stå i det regeringsindgreb, som siden har ligget til grund for tilrettelæggelsen af lærernes arbejdstid på skolerne. I almindelige arbejdskonflikter vil der i forbindelse med lovindgreb ligge en mæglingsskitse fra Forligsinstitutionen, som regeringen så med mindre tilretninger ophøjer til lov. Sådan var det ikke i lærerkonflikten. For forligskvinden var ganske enkelt ikke i stand til at udarbejde en mæglingsskitse. Så regeringen skulle selv finde på hele lovteksten – og det faldt dem ikke svært. De lavede ganske enkelt et regeringsindgreb, som udelukkende tilgodeså arbejdsgiversiden (dem selv).

Og det var også helt nødvendigt, for de skulle bruge de mange frigjorte midler til at finansiere en folkeskolereform, som det, på trods af den kæmpemæssige medfinansiering fra lærernes arbejdstidsaftale, alligevel lykkedes dem at massivt underfinansiere.

I bogen kan man læse historien om, hvordan Marianne Jelved, som siddende kulturminister, var lige ved at blive fyret, fordi hun offentligt kom til at støtte lærernes side i konflikten. Man kan også læse, at Kristian Thulesen Dahl allerede i oktober 2012 blev orienteret om, at det ville komme til et opgør med lærerne ved det kommende forårs forhandlinger, hvorfor han udtaler, at han derfor kunne konkludere, at den danske model var sat ud af kraft. Og sidst men ikke mindst kan man læse, at Annette Vilhelmsen erkender, at det var regeringen, som tog beslutningen om at lockoute lærerne, og at vi derfor aldrig havde en chance i den arbejdskamp, som vi var ude i.

Men der er også vinkler, som mangler i bogen. Bogen handler stort set udelukkende om folkeskolen, men vi er nok mange statsansatte lærere, som erindrer, at også vi blev taget som gidsler i den højere sags tjeneste – nemlig at skabe et økonomisk fundament for folkeskolereformen. Mange af os har stadigt et traumatisk forhold til de 25 dage, hvor vi var udelukket fra at gå på arbejde.

Et andet aspekt som ikke er med i bogen, er det faktum, at der blev indgået bonuslønaftaler med forhandlerne i Moderniseringsstyrelsen, som blev udløst, hvis de formåede at holde fast og ikke give lærerne så meget som en lillefinger. Og det lykkedes.

De fleste lærere på det frie skoleområde er kommet godt videre, men mange af os bliver stadig vrede og triste (se bare, hvordan jeg har fået skrevet mig varm), når vi tænker tilbage på den oprørende tid i 2013. Og bogen kan bruges at minde os om, at det her aldrig må forekomme igen. Politikerne opførte sig som i et tredjeverdens land, hvor de både var herre over den udøvende og lovgivende magt. Desværre kan man se i dag, at især socialdemokratiet blot har valgt benægtelse, som den farbare vej. Således har både Bjarne Corydon og Helle Thorning travlt med at forklare, at alle andre tager fejl, når de siger, at hele konfliktforløbet var aftalt på forhånd.

Bogen ”Søren og Mette i Benlås” bør minde politikerne om, hvad der reelt foregik op til lockouten i 2013. Hvis det sker, og hvis politikerne lærer af fortiden, kan Lærerens Dag 2017 blive den vigtigste nogensinde.

Hvis der skal komme noget som helst fornuftigt ud af al den her ballade, så kræver det, at vi ved forårets forhandlinger får genoprettet det forhandlingssystem, som har været ikke-fungerende de seneste fem år. At målet for begge parter bliver, at vi sætter os sammen for at lave de bedste forhold for de frie skoler og de lærere som arbejder i den. Det trænger vi til for skolernes, lærernes og børnenes skyld.

Uffe Rostrup, formand for Frie Skolers Lærerforening

Skriv din kommentar (0 kommentarer)Vis formular

Leave a comment

Your comment