Ny mentoruddannelse skal give bedre modtagelse af lærere på de frie skoler

Frie Skolers Lærerforening udbyder nu i samarbejde med VIA-UC en uddannelse af mentorer på det frie skoleområde

D 28. maj 2021

af Mikkel Hvid, Kommunikationschef

I efteråret 2021 kan du på fire dage dygtiggøre dig som mentor for nye lærere på din skole. Du får redskaber til hjælpe nye lærere og deres idéer ind på skolen, og samtidig deltager du i et banebrydende forskningsprojekt.

Formålet er dobbelt:

  • at give de nye lærere en god start på lærerlivet, så de bliver i faget;
  • at bidrage til professionalisering af mentorer i forskellige skolekontekster gennem forskningsbaseret viden, så mentorerne har godt kendskab til nye læreres behov og har kompetencer til at understøtte de nye læreres undervisningskvalitet og deres arbejde med eleverne.

Uddannelsen foregår på Hornstrup Kursuscenter den 27. - 28. oktober 2021 og den 6. - 7. december 2021 og koster 6.500 kr. - hvilket inkluderer undervisning, ophold, overnatning og fuld forplejning. Det er muligt at søge Den Statslige Kompetencefond om dækning af uddannelsesgebyret.

Læs mere

Indhold på mentoruddannelsen

Hele uddannelsen bygger på kommunikationsviden og -færdigheder samt en undersøgende tilgang til rollen og opgaven som mentor.

Dag 1

  • Mentorroller, egne erfaringer med mentoring, forforståelse af, hvad en god mentor er, og hvad god undervisning er?
  • Hvem er den nye lærer, og hvad kommer hun/han med?
  • Viden om mentorforløb og introduktionsprogrammer generelt

Dag 2

  • Hvorfor og hvordan observere, herunder didaktisk refleksion.
  • Opstart, rammer og struktur, formaliteter for mentoring på skoler. Start på formulering til funktionsbeskrivelser for mentors opgave på den konkrete skole.
  • Gruppementoring – muligheder og begrænsninger.

Break, hvor der indhøstes erfaring til videre bearbejdning gennem øvelse og aktioner i praksis

Dag 3

  • Refleksion over praksiserfaringer med mentoring, herunder hvordan mentor understøtter nye lærere i at reflektere
  • Værdier, holdninger, forforståelser. Hvad er god undervisning, god klasseledelse, god didaktisk kompetence m.v.?

Dag 4

  • Relationer og positioner/magtforhold
  • Erfaringer med opstart herunder formulering af funktionsbeskrivelse

deltag i debatten