oversigt kontakt

Akkordaftaler

Der kan indgås akkordaftaler om hele (totalakkord) eller dele af skoletiden, dvs. nettoarbejdstiden minus egentiden.

Ved en akkord forstås en aftale om, at der afsættes et bestemt antal arbejdstimer til en nærmere beskrevet opgave. Timerne anses for medgået til formålet og indregnes i arbejdstidsopgørelsen.

En akkordaftale indebærer, at der skal tages stilling til følgende punkter:
• Opgavebeskrivelse
• Antal timer i akkorden
• Antal undervisningstimer i akkorden
• Mødetid/træffetid


Opgavebeskrivelsen er nødvendig, fordi:

• det skal være muligt at afgøre, om der er et hensigtsmæssigt forhold mellem den tid, der afsættes og den tildelte opgave, jvf. bemærkningerne til § 15 stk.3.

• det ved til-/fratræden i løbet af skoleåret skal være muligt at afgøre, om en udført opgave indgår i en akkord eller skal optælles konkret.

• at det skal være muligt at afgøre, om akkorden indeholder undervisningsopgaver eller timer, der kan/skal medregnes i den valgte pulje iht. §3 stk 3.

• at alle lærere - også nyansatte - skal være i stand til at forstå, hvilke opgaver der indgår i akkorden.

Beskrivelserne skal i en del tilfælde kun udarbejdes én gang. De skal revideres hvert år, men det er som udgangspunkt skolens opgave at beskrive, hvilke krav og betingelser der stilles. I praksis vil det ske i et samarbejde mellem skolen og den lærer der skal udføre opgaven, eventuelt med bistand fra TR, som er endelig underskriver af en akkord med tilhørende beskrivelse


Antal timer i akkorden
Dette krav er særdeles vigtigt. De ansatte skal have tid/løn for at udføre de opgaver, der pålægges dem. Det er ikke meningen, at en akkordaftale præcist skal ramme det antal timer, det varer at udføre opgaven. Det er tale om en form for gennemsnitsbetragtning, baseret på erfaringer.

Afgrænsningen af opgavens omfang og tiden til løsning af opgaven hænger nøje sammen, fordi det er et krav, at der skal være et hensigtsmæssigt forhold mellem de to elementer. 

Det er FSL’s holdning, at enslydende arbejdsopgaver skal udløse samme antal timer for alle, der udfører dem.

Det ses ofte, at skolerne i stedet for et konkret antal timer vælger at aftale “undervisningstimer ifølge skema” eller “det gennemsnitlige undervisningstimetal pr. skoledag plus et antal ekstra timer for at udføre opgaven. Konsekvensen heraf er, at der udløses forskelligt antal timer for at udføre den samme opgave. Der er ingen saglig begrundelse for at lave en skævvridning afhængigt af, hvor mange undervisningstimer man har. Især de deltidsansatte og lærere med større funktionsopgaver rammes af denne beregningsmetode.


Det skal fremgå af arbejdsbeskrivelserne, om akkorden indeholder undervisningsopgaver og hvor mange undervisningstimer, der er afsat i akkorden. Undervisningsbegrebet er fortolket og defineret nærmere i bemærkningerne til arbejdstidsaftalen.


Mødetid/træffetid
“Det kan i en akkord aftales, at en del af arbejdstiden indebærer tilstedeværelse på skolen på bestemte tidspunkter”.

I aftalen er det altså specifikt nævnt, at det kun er en del af arbejdstiden, der kan fastlægges som tilstedeværelsestid.

Mødetid/tilstedeværelse/træffetid kan aftales på flere måder:
• som et konkret mødetidspunkt,
• som bestemte klokkeslet på bestemte ugedage eller lign.
• som et skema,
• som et bestemt tidsrum på skoledage.

 
Mødetid skal fremgå af akkorderne fra skoleårets start. Timerne er til lærerens egen disposition ud fra den bagved liggende beskrivelse af opgaven, der også inkluderer mødetid.

Hvis en del af akkorden skal udføres på skolen skal skolens fysiske rammer indrettes, så dette kan foregå hensigtsmæssigt. Læs mere i "Branchevejledning om arbejdsstedets indretning på undervisningsområdet".

Akkordernes omfang skal vurderes ved fravær, eksempelvis pga. sygdom. Læs nærmere under frie grundskoler § 7 bemærkninger og efterskoler § 10 bemærkninger.

For de frie grundskoler kan der i forbindelse med indgåelse af akkorder tages stilling til om ulemperne overstiger, hvad der med rimelighed kan forventes at være omfattet af det faste ulempetillæg. Desuden skal der tages stilling til, om der skal aftales kompensationer for andre af de tidsmæssige planlægningsbestemmelser der fraviges, når læreren/børnehaveklasselederen selv disponerer over akkordtiden, uden reelt at have fuld dispositionsret. Læs mere under fravigelser.

For lærere på efterskoler ydes der et kostskoletillæg.