Stor demonstration mod spareplan
»Jeg synes, det er en styrke at være med og få vist sin frustration. Nu har jeg gjort, hvad jeg kunne her og nu«.
Sådan siger forstander Christian Hougaard-Jakobsen, Midtsjællands Efterskole, som sammen med tillidsrepræsentant Helle Skovgaard deltog i fagbevægelsens store demonstration på Christiansborg Slotsplads 8. juni mod regeringens sparepakke. Christian Hougaard-Jakobsen bliver selv ramt på børnechecken, men den væsentligste grund for ham til at deltage var, at indgrebet rammer efterskoleformen.
»Jeg ved godt, at det er et nicheområde i forhold til parolerne, men besparelserne er et opgør med en lang tradition for, at efterskoler skal være for alle. Nu risikerer vi at miste eleverne fra mellemindkomstgruppen, så efterskoler kun bliver for de fattige og de rige i samfundet«.
Folkene fra Midtsjællands Efterskole, som også omfattede et halvt hundrede elever, stødte i mylderet af mennesker, skilte og bannere på næstformand i Frie Skolers Lærerforening, Uffe Rostrup. Han sørgede for at FSL’s fane blafrede foran Christiansborg, og han nød stemningen på slotspladsen:
»Det er jo en broget flok, når det både er LO og FTF, der står bag, men det giver jo også et godt billede af, hvor bredt besparelserne rammer«.
Og bredden gav sig også udtryk i talerne, fortæller Uffe Rostrup:
»LO slog først og fremmest på halveringen af dagpengeperioden og på besparelser på børnechecken, mens FTF i højere grad fokuserede på forringelserne på uddannelsesområdet«. TKE
Ravnsøvej 6