oversigt kontakt

Rekord i anmeldelser af nye frie skoler


I går ved middagstid udløb fristen for anmeldelse af nye frie grundskoler med start i august næste år, og ansøgningsstakken i Undervisningsministeriet var højere end nogensinde før. 63 forældrekredse har anmeldt en ny fri grundskole, sidste år var antallet 25. 

En anmeldelse er dog ikke nødvendigvis lig med en ny skole. Som Dansk Friskoleforenings formand, Ebbe Lilliendal, skriver i sin blog på foreningens hjemmeside:

»Ikke alle ender som en ny friskole, nogle af initiativerne er såkaldte "forsikringsanmeldelser". Forældrene vil sikre muligheden for at starte en friskole når politikerne engang får sat navn på hvilke skoler, der lukkes.«

Undervisningsminister, Tina Nedergaard, siger om de mange anmeldelser af nye skoler:

»Som undervisningsminister må jeg bare sige, at alle er i deres gode ret til at oprette friskoler – det er faktisk en grundlovssikret valgfrihed. Det er så min opgave at fastholde folkeskolen som et rigtig godt valg for alle forældre. Blandt andet derfor er jeg netop nu i gang med – sammen med andre vigtige aktører – at løfte folkeskolen yderligere, så vi i de næste mange år kan tilbyde de danske forældre en endnu bedre folkeskole,« siger Tina Nedergaard.

Tryk her for at se Undervisningsministeriets foreløbige liste over anmeldte frie grundskoler.