oversigt kontakt

Lærere vil lære mere


Flere end nogensinde søger DPU’s kandidatuddannelser. Og flere ønsker at være lærere.

Godt 1100 har søgt en plads på en af de ti kandidatuddannelser, som udbydes af Danmarks Pædagogiske Universitetsskole ved Århus Universitet (DPU).

I forhold til sidste år ligger tallet godt 30 procent højere, og den store interesse for kandidatuddannelserne falder i god jord hos skolens dekan, Lars Qvortrup:

»Interessen for pædagogik og uddannelsesforskning er enestående stor i øjeblikket, og det glæder mig. I de sidste par år har vi arbejdet benhårdt på at styrke DPU´s profil inden for forskning, undervisning og formidling, og anstrengelserne bærer nu frugt. Jeg ser de mange ansøgninger som et tegn på, at vi gør det rigtige«, siger han i en pressemeddelelse fra DPU.

Størst er interessen for uddannelserne inden for pædagogisk psykologi, som modtog næsten halvdelen af ansøgerne.

DPU har endnu ikke overblik over ansøgernes uddannelses- eller jobbaggrund, men normalt kommer mellem en fjerdedel og en femtedel af ansøgerne fra lærere.
Og apropos lærere: Også læreruddannelsen har vinden i ryggen. Da kvote 2-ansøgningerne blev talt sammen, var bunken med dem, der gerne vil være lærer, 46 procent større end året før. MHV