oversigt kontakt

Hjemmeside hjælper til gode sygesamtaler


Fra nytår trådte de nye regler om sygefraværssamtaler i kraft. Det betyder, at en skole skal holde en samtale med en sygemeldt medarbejder senest fire uger efter første sygedag. Få hjælp til sygesamtalen på nettet.

Kommer jeg tilbage i arbejde? Kan min skoleleder forstå, hvorfor jeg er gået ned med stress? Hvad tænker kollegerne?

Spørgsmål som ovennævnte kan fylde meget, når man er sygemeldt, selvom man egentlig har nok at gøre med at blive rask. Og med de nye regler om sygefraværssamtaler, som trådte i kraft fra nytår, kan nye spørgsmål melde sig. For hvordan skal man forberede sig til samtalen, og hvad bliver man mon spurgt om? Hjemmesiden www.rasksnak.dk giver svar på de spørgsmål.  Siden er blevet til i samarbejde mellem arbejdsmarkedets parter og giver inspiration til sygefraværssamtalerne, hjælper den sygemeldte med at forberede sig og giver bud på, hvordan man kommer tilbage i arbejde.

Sygefraværssamtalen skal holdes senest fire uger efter en medarbejders første sygedag, og er en del af en indsats for at nedbringe sygefravær på skolerne.

I det seneste nyhedsbrev til tillidsrepræsentanter blev  FSL’s holdning til de nye regler om sygefraværssamtaler beskrevet. Her stod der blandt andet, ”at en forebyggende indsats kombineret med en tryghedsskabende og positiv håndtering af sygefraværet med respekt for lærerens fysiske og psykiske grænser er en forudsætning for et fald i sygefraværsstatistikken og fastholdelse af lærerne/børnehaveklasselederne.”

Generelt anbefaler FSL desuden, at den enkelte skole laver en sygefraværspolitik med det formål at fastholde læreren i sit job. Forebyggelse af årsager til sygefravær og proceduren i forbindelse med sygefraværssamtalerne bør indgå som en del af personalepolitikken. Læs mere om sygdom og sygefraværssamtalen her.