oversigt kontakt

Flere internationale skoler på vej


Undervisningsminister Bertel Haarder fremsatte i fredags et lovforslag, der skal skabe flere internationale skoler i Danmark. For der er tilsyneladende brug for dem.

Ifølge undersøgelser refereret i Berlingske Tidende mangler der således 2400 internationale skolepladser alene i København.

Behovet for de internationale skoler er steget i takt med, at danske virksomheder i stigende grad tilknytter højt uddannet udenlandsk arbejdskraft.

Lovforslaget gør det muligt at oprette internationale filialskoler i Danmark. Fremover skal frie grundskoler med et andet undervisningssprog end dansk kunne lave filialer andre steder i landet.

Organisationen Copenhagen Capacity, hvis formål er at promovere København ude i verden, har i nogle måneder forhandlet med en række større europæiske skoler om at etablere sig i Danmark, skriver Berlingske Tidende.