Efterskoler hårdt ramt af spareplan
Regeringen klipper samtidig den økonomiske navlestreng mellem folkeskolen og de frie grundskoler. Uhyggeligt, siger Arne Pedersen
Af Mikkel Hvid • mhv@frieskoler.com
Regeringens spareplan karseklipper tilskuddet til efterskolerne. Hvis planen gennemføres, reduceres tilskuddet med 50 mio. kr. i 2011, 100 mio. i 2012 og 150 mio. kr. i 2013.
I 2013 er besparelsen på godt 15 procent af elevstøttetilskuddet, fortæller Sophus Bang Nielsen, der er sekretariatschef i Efterskoleforeningen.
Og besparelser i den størrelsesorden vil få mærkbare og synlige konsekvenser på efterskoleområdet, siger formanden for Frie Skolers Lærerforening, Arne Pedersen:
»Det lægger et rigtigt hårdt pres på en sektor, som i forvejen slider med økonomien, og jeg tror ikke, at man undgår, at de svageste skoler mister livet, og at efterskolelærere mister deres job«.
Ifølge planen udmøntes besparelserne, så økonomisk stærke familier kommer til at betale meget mere for et efterskoleophold, mens svage familier friholdes fra besparelserne.
Spareplanen varsler også besparelser på de frie grundskoler. Ifølge pressemeddelelsen beskæres tilskuddet til grundskolerne med 18 mio. kr. i 2011, 40 mio. kr. i 2012 og 60 mio. kr. i 2013.
Beløbsstørrelserne er væsentligt mindre end dem, efterskolerne må sluge, men det gør dem ikke mindre uhyggelige, siger Arne Pedersen. Hidtil har de frie grundskolers økonomi været bundet til folkeskolens. De frie grundskoler har fået et tilskud, som svarer til 75 procent af den gennemsnitlige udgift til eleverne i folkeskolen. Med den nye plan ændrer regeringen procentsatsen, så den over fire år falder til 71 procent.
»Det er uhyggeligt, at regeringen ændrer koblingspunktet. I fremtiden kan vi hvert år frygte, at den gentager øvelsen og reducerer procentsatsen. Det kan blive en skrue uden ende«, siger Arne Pedersen, som peger på, at det kan skabe en rigtig usund konkurrence mellem folkeskolerne og de frie skoler:
»Det er jo netop den konkurrence på pris, vi ikke har ønsket, og som den hidtidige aftale har sikret os imod. Som frie skoler er vi et pædagogisk alternativ til folkeskolen – vi skal ikke være en konkurrerende forretning«, siger Arne Pedersen.
Allerede i dag kæmper mange frie skoler med økonomien, og Arne Pedersen peger på, at besparelserne vil give en af to uheldige konsekvenser: Enten må skolerne fyrer medarbejdere, og det vil forringe den uddannelsesindsats, som er så vigtig i dag. Eller også må skolerne hæve forældrebetalingen, og dermed vokser den sociale ulighed mellem skoleformerne, og det er jo netop det, politikerne ikke ønsker.
»Spareplanen tilbyder skolerne at vælge mellem pest og kolera«, siger Arne Pedersen.
Ravnsøvej 6