oversigt kontakt

10. klasse sikrer fremgang til efterskolerne


Uligheden vokser. De stærke efterskoler får flere elever og bedre økonomi, de svage får flere problemer, viser Efterskoleforeningens elevanalyse.

Af Mikkel Hvid, mhv@remove-this.frieskoler.com

28.656 unge begynder i år på en efterskole. Det er 227 flere end sidste år, og dermed sætter efterskolerne ny elevrekord, fortæller Efterskoleforeningens sekretariatschef, Sophus Bang Nielsen.

Men selv om skolerne trodser den økonomiske krise og sætter ny rekord, afslører Efterskoleforeningens elevanalyse en række forhold, som kan fremkalde panderynker.

For det første er væksten i elevtallet stærkt begrænset. Tallet vokser med 0,8 procent, og det er væsentligt mindre end de forudgående år.For det andet skyldes årets rekordtal alene 10. klasserne. De oplever fremgang, mens efterskolernes mister elever i deres 8. og 9. klasser (se nedenfor). For det tredje viser analysen, at uligheden blandt efterskolerne vokser. De store og økonomisk stærke skoler får flere elever, mens de svage og små melder om flere ledige pladser.

59 procent af landets 263 efterskoler melder allerede nu alt optaget. Sidste år var det tilsvarende tal 57 procent. Til gengæld mangler 17 procent af efterskolerne mere end ti elever, før de kan melde fuldt hus. Sidste år gjaldt det kun for 11,5 procent af skolerne.
Og studerer man tallene nærmere, viser det sig, at de store og attraktive skoler får mere succes, mens de små skoler, som i forvejen har det svært, går en ekstra hård tid i møde, fortæller Sophus Bang Nielsen.

»En række meget attraktive skoler udvidede i år antallet af pladser med 25 eller 50 elever, og pladserne er revet væk. Og en række små skoler viste rettidig omhu og begrænsede antallet af pladser. Alligevel står de tilbage med flere tomme stole end sidste år«.

Formanden for Frie Skolers Lærerforening, Arne Pedersen, er ikke overrasket over den udvikling.

»Det er en tendens, vi har set et par år, og nu bliver den styrket«, siger han.
Han mener, at de store skoler, som har meget differentierede tilbud, klemmer de små skoler.

»Og det er jo rigtig ærgerligt og trist for de små. Mens de store skoler, naturligvis er glade for og stolte af deres succes«, siger Arne Pedersen.

En fjerdedel af efterskolerne kørte med underskud i 2008-regnskabet. 

Mens det samlede elevtal kun vokser med 0,8 procent i år, vokser antallet af nydanskere på efterskoler med over 30 procent. Sidste år valgte 308 nydanskere at tage et år på efterskole, i år starter 409, og den stigning glæder Sophus Bang Nielsen.

»Det er en rigtig god udvikling. Både fordi vi ikke rigtig har haft fat i den elevgruppe tidligere, og fordi det styrker integrationen, at den etniske sammensætning på skolerne nærmer sig den, vi kender i samfundet«.  

Fakta: Efterskolen i tal

                           2010/2011    2009/20010
Antal elever          28.656           28.429
Antal elevpladser   29.709          29.148
Procent ledige       3,5                2,5
Elever i 10. klasse 15.913           15.462
Antal nydanskere    409              308